HITMAN kommer til Mac

Feral Interactive oplyser, at det populære og anmelderroste spil HITMAN kommer til Mac i næste uge. Spillet er udviklet af danske Io Interative og udkom til PC'er og spillekonsoller sidste år.
I spillet styrer man lejenordewren Agent 47, der skal på opgaver over hele verden. Lige fra gademarkedet i Marrakesh, over modeshows i Paris til et luksusresort i Bangkok. Hver mission foregår i en kæmpe stor verden, hvor man frit kan bevæge sig rundt som man vil. Det gælder så om at foretage lejemordet på den mest kreative måde, og man kan gøre det på en ny måde hver gang. Det giver spillet høj variation og genspilsværdi.
HITMAN bliver tilgængelig via Feral Store såvel som Steam under navnet "HITMAN – THE COMPLETE FIRST SEASON". Det inkluderer alle lokationer samt tre bonusmissioner. Prisen bliver 50 euro.
Bemærk at spillet til at starte med kun vil understøtte AMD-grafikkort. Feral håber dog på at kunne annoncere understøttelse af Nvidia og Intel inden for kort tid.