Den dobbelte Oscar-vinder Tom Hanks er en sand skrivemaskine-aficionado. Derfor har han lanceret en iOS-app der skal genskabe den autentiske oplevelse det er at skrive på maskine. Hanx Writer, hedder appen.

For de unge læsere: En skrivemaskine er et apparat, man i gamle dage brugte til at skrive tekst på et papir med. For de gamle læsere: Aficionado er en hipstersmart betegnelse for en entusiast. Så er alle vist med igen.

"Jeg formoder, at nogle mennesker, der henter appen bare er på udkig efter en anden lyd, men i virkeligheden er den for folk, der søger en mere personlig oplevelse, når de skriver på en iPad," har Tom Hanks udtalt i forbindelse med frigivelsen. "Der er også mulighed for bare at tage din iPad med på cafe og være virkelig irriterende med alt klikkeriet."

Ideen med appen er som sagt at genskabe oplevelsen fra skrivemaskinens tid. Lige fra papirrullen til den karakteristiske lyd, når man når enden på en linje. Dog er de mere irriterende ting som arme der filtrer sig sammen og de manuelle rettelser af stavefejl via rettepapir heldigvis udeladt.

Om det så skal tages som en gimmick eller for alvor, må være op til den enkelte, men efterspørgslen på retroting med lidt historisk respekt er afgjort stigende. Jo mere tingene udvikler sig, desto mere søger nogle tilbage i tiden til de gode gamle velkendte ting. Og hvorfor så ikke kombinere de to ting? Reelt gider ingen jo skrive på de gamle maskiner, men en falsk skrivemaskine på en iPad er helt i orden.

Hanx Writer kan hentes gratis i App Store (link), hvorefter man via in app-køb kan låse op for mere indhold.

Scroll ned for at se kommentarer