Nu er bøgerne Troldeliv af forfatteren Sissel Bøe og tegneren Peter Madsen kommet til iPaden, i form af appen Troldeliv. Kender man ikke til serien af bøgerne Troldeliv i forvejen, har man noget til gode. Bøgerne handler om troldungerne Paja og Pajko og deres store familie, der lever ude i skoven i skjul for menneskene. De to troldunger oplever lidt af hvert, som de fleste børn vil finde vedrørende og spændende.

Bøgerne har et vidunderligt univers og de fantastiske tegninger omslutter én, og bærer én ind i troldenes forunderlige verden. En verden, som ikke mindst grundet tegningerne, betager både børn og voksne. Bøgerne tager vigtige emner som blandt andet venskab, det at give, og det at være modig og bange op, og gør det på en meget børnevenlig måde. Ellen Hillingsø læser alle fortællingerne, og der bladres automatisk, så man bare skal læne sig tilbage og nyde historien.

Selve appen er gratis, og for det får man en introduktion til hele troldefamilien samt bogen Bedstevenner. Ud af de i alt otte bøger i serien, er de tre bøger: Rødder, Spor og Mit eller dit? tilgængelige i appen via in-app-køb til 30 kroner per styk. Man kan tilmed få rabat, så man kun betaler 69 kroner, hvis man køber de tre resterende bøger samtidig. De rigtige bøger, ligger på omkring 100 kroner stykket.

Troldeliv er iOS Universel kan hentes gratis i App Store (link).