Help Volty er et puzzle-spil til iPad, der brillierer både med grafik, stemning og opgavernes udformning. Der er ikke meget hjælp at hente, man skal selv finde frem til hvordan man spiller, og man må lære spillereglerne på den hårde måde.

Man befinder sig i en pittoresk lille by, hvor man skal spille et specielt spil med en gammel handelsmand. Det er dette spil, der egentlig er selve spillet. En gammel trækasse er spillets arena, hvor en form for gladiatorkamp i bille-størrelse udspiller sig. I hvert nyt spil skal man hjælpe billen Volty med at komme helskindet igennem opgaven. Volty kan lave gnister, og via disse gnister skal man få en pære til at lyse. Får man klaret det, giver handelsmanden én nogle mønter, som man kan bruge i næste opgave. Hver gang Volty dør under en opgave, har man spildt en mønt. Opbruger man alle mønter til en opgave, må man gå til det forrige spil og løse opgaven dér påny, for at få mønter igen.

Opagaverne er forskellige, nogle gange skal man få flere biller til at afgive gnister samtidig på bestemte steder, for at få pæren til at lyse. Andre gange skal man undgå mekaniske insekter, der slår Volty ihjel. Nogle gange er det begge dele. Under alle omstændigheder byder spillet på udfordring til intelligensen.

Help Volty koster 19 kroner, og kan hentes i App Store (link)

Scroll ned for at se kommentarer