iOS: Find din indre ingeniør frem og konstruér en holdbar bro

Bridge Constructor er et spil, der måske specielt henvender sig til dem, der holder af ingeniørmæssig konstruktion.
Det handler om broer, og der skal tænkes, regnes og konstrueres i dette spil. På forskellige lokaliteter får man til opgave at konstruere en bro. Til det har man sin fantasi, forskellige byggematerialer, og en økonomi som skal holdes. Efterfølgende skal broen testes af biler eller tog, inden den kan godkendes. Der er ingen facitliste, så hver bro kan bygges på flere forskellige måder. Bare broen og budgettet holder er opgaven løst.
Spillet er rimeligt simpelt, men det er ikke altid lige nemt at få en brugbar bro til den rette pris ud af det. Spillet er en lille hjernevrider med andre ord.
Spillet har efterhånden flere år på bagen, men er jævnligt blevet opdateret - senest i december 2016 - så det stadig kan spilles med stor fornøjelse.
Bridge Constructor kan hentes i App Store (link)