Oceanhorn, der er et af de absolut bedste spil til iOS overhovedet, er blevet opdateret med omkring 4 timers yderligere gameplay. Spillet er en blanding mellem action-, eventyr- og puzzle-spil, hvor vi følger en dreng i hans søgen efter sin far. Oceanhorn er ren konsolkvalitet og minder om Nintendo-spillet om Zelda, hvis man skulle kende til det.

Drengen forlader den ø han bor på, for at finde sin far, der er forsvundet, måske i forsøget på at komme Oceanhorn til livs. Oceanhorn er navnet på det frygtede uhyre som lever i havet, og hvis mørke kræfter har lagt en forbandelse over øriget Arcadia.

Med sin fars efterladte notesbog i hånden kommer drengen til at følge hans fodspor og derved at skulle klare sig igennem selvsamme eventyr som sin far. Drengen skal genoprette balancen i øriget ved at indsamle nogle emblemer, og dertil bekæmpe Oceanhorn ved hjælp af gudernes kræfter og et specielt sværd og skjold. Disse objekter er dog ikke noget der ligger lige for. De skal findes i løbet af spillet.

Man kommer til at skulle bevæge sig rundt på land og til søs for at løse opgaver og klare forhindringer forbundet hertil, samt ikke mindst at kæmpe mod forskellige fjender.

Musikken og billederne er nøje afstemt og gennemarbejdet og sammen med historien giver det spillet en tyngde og kvalitet, som man kan nyde godt af i mange timers spil.

Oceanhorn er iOS-universel, koster 59 kroner og kan hentes i App Store (link)