Mobil Førstehjælp er et program, der er udviklet af Infooverflow i samarbejde med Dansk Røde Kors. Programmet er en virtuel håndbog i førstehjælp. Dette er nok et af de eneste programmer, som man forhåbentlig aldrig får brugt. Ikke desto mindre er det et program, som alle egentlig burde have. Der findes flere førstehjælpsprogrammer til iPhone, men dette er det første på dansk.

Det er en rigtig god idé med et førstehjælpsprogram til iPhone. Programmet indeholder vejledning til at hjælpe i livstruende og ikke-livstruende situationer. Desuden indeholder det de alarmnumre man bruger i andre lande, i tilfælde af, at man skulle befinde sig udenlands. Derudover findes der en "Hvor er jeg-funktion", så man kan videregive den oplysning til andre, hvis man har brug for at tilkalde hjælp, i fald man ikke skulle være hjemmevandt det sted, hvor man befinder sig.

Brugergrænsefladen halter alvorligt

Som sagt er idéen med programmet god, men jeg synes ikke helt, at det lever op til forventningerne med et sådan program. Det første der slår mig er, at teksten er alt for lille, der skal altså tydelig skrift til i sådan et program, hvor man ikke har tid til at finde sin læsebrille frem. Når man så er gået ind under en af kategorierne og skal trykke sig frem gennem en given procedure, så er nogle af knapperne meget små, hvilket gør det svært at ramme præcist. Man ender derfor ofte med at trykke forkert. Ikke lige hvad man har brug for i en presset situation, hvor tingene muligvis skal gå lidt stærkt. Ligeledes er knapperne langt nede på skærmen, hvilket igen gør, at man nemt kommer til at trykke på tapbaren, hvor man så kommer væk fra det, som man var igang med.

Hvis der er noget der skal gå stærkt, og at man er stresset og bange, skal man ikke sidde med sin iPhone i hånden og lave præcisionstryk på skærmen. Det viser sig så, at man også kan bladre på normal iPhone-vis, men hvorfor så overhovedet have disse knapper? Det havde været smartere, hvis det var skrevet så tydeligt, at man kunne have iPhonen liggende på jorden ved siden af sig, mens man eksempelvis skulle give hjertemassage, og blot bladre for at nå til næste trin i processen. I en livstruende situation er det ikke godt, at skulle stå at bøvle med et program, som driller én. Når man laver sådan et program, så skal det være helt "firkantet" og nemt at gå til, med store bogstaver og store knapper, så det ikke er bliver "programmets skyld", at man fejler i førstehjælpen.

Programmet egner sig bedre til andre situationer end de livstruende, hvor man sandsynligvis er mindre stresset og derfor i ro og mag kan læse ordenligt på lektien. Ikke desto mindre, er det nok en god idé en gang imellem at læse lidt på det meste, så det mere eller mindre "sidder på rygraden". På den måde er man nok bedre rustet, hvis uheldet skulle være ude.

Programmet ikke helt iPhone-logisk. For eksempel kan man finde emnet "Andre situationer" både i hovedmenuen og i tapbaren. Derudover savner jeg flere returmuligheder, så man ikke skal helt tilbage til hovedmenuen hver gang. Det resulterer bare i irritation og ikke mindst unødigt tidsforbrug. Der er ingen logisk forklaring på, hvor udviklerne ikke bare har valgt at benytte sig af iPhones standard brugerinterface. I flere situationer virker interaktionen og skiftet mellem de enkelte sider ulogisk. Eksempelvis ligner det en tabbar i bunden, men det er det ikke - den virker i hvert fald ikke som en tabar normalt gør på iPhonen, og det forvirrer en. Hvis man skal opfinde sine egne ting, skal der være en rigtig god grund til det. Det er der ikke her. I stedet ender vi med noget der minder om standardgrænsefladen, men med flere irriterende ting. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Burde være gratis

Ud over selve førstehjælpsdelen, kan man også få informationer om, hvor man kan finde et førstehjælpskursus hos Dansk Røde Kors. Man kan også melde sig som Dansk Røde Kors-indsamler. Dertil kan man have sine personlige oplysninger liggende omkring blodtype, hvem der skal kontaktes ved ulykke og så videre, hvilket er en udmærket idé, blot tror jeg ikke, at hospitalspersonale vil ransage éns telefon for den slags oplysninger, men snarere indhente dem på anden vis.

Burde dette program ikke være gratis. Det lugter lidt for meget af, at Dansk Røde Kors vil udnytte sit varemærke til at lave nogle hurtige penge, på dette program netop fordi, at folk mener at det er et program, som de bør have, hvis nu...

Link til App Store: Mobil førstehjælp

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.