Vi lever i en verden, hvor YouTube-videoer, Instagram-klip, ferievideoer, produkt-videoer, musikvideoer og endda job-ansøgninger på video findes overalt. Vi lever desværre også i en verden med laaange rystede og uredigerede ferieklip eller 38 minutter med børnenes gymnastikopvisning, som selv tante Oda ikke kan holde koncentrationen. For at virke, så må og skal man redigere sit optagne videomateriale ned til ganske korte videoer, især hvis de skal bruges til distribution, ellers har de ingen effekt.

Da iMovie kom til iPhonen var den en must have-app, men reelt har jeg kun brugt den ganske få gange, for det er meget nørkle arbejde på den lille skærm. På iPad kommer appen derimod virkelig til sin ret. Der er plads nok på skærmen til at bruge alle funktioner, man kan overskue sit projekt og det er faktisk en helt sjov følelse at sidde med sit materiale mellem "fingrene" og det er nemt at lave præcise klip.

Appen inkluderer en håndfuld temaer, som giver ensartede tekster og effekter og disse fungerer glimrende og er nemme at skifte imellem. Der er ikke de store antal effekter og tekstmuligheder i forhold til en desktop videoredigering, som iMovie til Mac eller Pinnacle Studio til Windows, men der er dem man skal bruge i en fart, og netop det aspekt er et af iMovies styrker. Man kan lynhurtig klippe nogle ting til, sætte et par klip sammen og så er man klar.

Musik og lydeffekter

Man kan blande billeder fra sit bibliotek ind i projektet og på lyd-siden kan man krydre det med tema-musik eller et helt bibliotek med lydeffekter som bifald, jetflyvere og meget andet. Selve lydklipningen er ret "grov", der er ikke mulig for at styre fade in/out, men det fungerer til netop de hurtige videoer, der skal afsted i men fart mens den er aktuel.

På distributions-siden indeholder iMovie direkte upload til YouTube, Facebook, Vimeo og CNN iReport eller man kan overføre sit projekt til iTunes på sin Mac eller Windows computer. Der er indbygget en forbilledlig god hjælpe-menu, som mange andre iPad-apps kunne lære af og hele appen er på dansk.

Det er for vildt

Netop de kreative områder fik et stort boost med iPad 2 og Garageband/iMovie. Det er helt fantastisk at sidde og redigere video i en rimelig HD kvalitet med bare sine egne fingre. Selvfølgelig vil video-enthusiaster pege fingre af mange funktioner der mangler, men det gør slet ingenting for de fleste almindelige brugere, som appen jo også er målrettet.

iMovie kan fås i App Store (link).

Scroll ned for at se kommentarer