App Store er ved at blive oversvømmet af mere eller mindre vellykkede versioner af forskellige klassiske brætspil. Der findes et utal af fire-på-stribe, ludo, backgammon, othello, mah-jong og hvad de kendte gamle spil så end hedder. Et fællestræk for de fleste af den type spil, er en frygtelig grafik, et dårligt gameplay og en temmelig fri fortolkning af spillets regler. Sådan er det ikke med iGammon. Grafikken og gameplayet er gennemarbejdet, hurtig og lækker. Reglerne er stort set de samme, som da du lærte at spille backgammon, uanset om du lærte det i en klub efter skoletid, eller af hotellets tjener, dengang du var på Rhodos. Og så er det nemt og overskueligt at skifte og finjustere indstillingerne, så de passer dig bedst muligt.

Du kan vælge at spille et enkelt spil, spille om en stak jetoner eller spille til en forudbestemt pointscore er nået. De lidt mere avancerede spillere, vil helt sikkert have glæde af, at man kan vælge at spille med Jacoby-, Beaver- og Crawfordregler. I øvrigt en indikation af, at spillet er udviklet af en der rent faktisk kender spillet backgammon.

Der er fire sværhedsgrader at vælge imellem: forsigtig, aggressiv, avanceret, og ekspert. Alle fire er sværere, end man lige umiddelbart regner med når man går i gang. Og så er der også en femte mulighed: Mand-mod-mand.

Spillet er svært

Det eneste der i første omgang virker en smule irriterende ved iGammon, er at spillet er så svært at vinde, uanset hvilken sværhedsgrad man vælger. AI’en er så god og aggressiv, som en græker der sidder på torvet og spiller hele eftermiddagen. Så hvis du er en dårlig taber af natur, når du nok at blive grundigt irriteret, inden du bliver en backgammon-haj. Men samtidig er det jo lige præcis dét, der gør iGammon langtidsholdbart, i forhold til spil med dårligt udførte AI, som har en relativt nemt gennemskuelig spillespil. Er man nybegynder, kan man dog vælge at bede spillet om vejledning og advarsler, hvis man er ved at lave en taktisk fejl. Det er en god måde at komme ordentligt i gang på.

Spillet er virkelig velegnet til tidsfordriv, måske særligt på bus- eller togture, hvor man alligevel sidder for sig selv og keder sig. Og hvis man bliver nødt til at afbryde spillet, husker det selvfølgelig hvor langt man er kommet, næste gang det åbnes. Det kan ikke erstatte følelsen af, at sidde med et rigtigt backgammonspil og hygge sig med en kammerat, men hvis man ikke synes det er helt nemt, at sidde med brikker, brætspil og terninger på en bustur, er det en fin løsning at spille backgammon på sin iPhone.

Samlet set er iGammon et godt køb, prisen taget i betragtning. Det kan dét det skal, nemlig give dig mulighed for at spille backgammon på farten. Der er styr på reglerne og gameplayet er nemt at finde ud af. Noget der dog godt kan virke en smule irriterende, er at det næsten altid er computeren der får lov til at starte med at kaste terningerne. Det kan man godt sidde og skumle lidt over, når spillet er næsten lige og det sidste terningekast afgør resultatet.

iGammon kan hentes i App Store (link'9.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.