Har du købt en ny iPad, skal dine data på den gamle enhed selvfølgelig over på den nye. Det er heldigvis fuldstændigt smertefrit at klare. Vi viser dig hvordan. Resultatet er, at alle dine data, alle dine indstillinger bliver overført, samtidig får du taget en backup af det hele.

Der findes to metoder. Enten kan du gøre det via iTunes eller via iCloud.

Du kan selvfølgelig også bruge tippet, til at overføre data fra en gammel iPhone til en ny.

Sådan overfører du data fra din gamle iPad til din nye via iTunes

1. Tilslut din gamle iPad til computeren og åbn iTunes.

2. Tryk på enheden i menuen øverst (lige under iTunes' afspillerknapper).

3. Find knappen "Sikkerhedskopier nu" og tryk på den. Følg vejledningen.

4. Når det er på plads, kobler du den gamle iPad fra og den nye til.

5, Hvis du ikke allerede har registreret den, så bliver du bedt om at gøre det nu. iTunes vil spørge dig, om du vil sætte den op som en ny iPad eller gendanne fra en sikkerhedskopi. Du skal vælge det sidste, og vælge den sikkerhedskopi, du lige har lavet.

6. Når gendannelsen er færdig, vil iPaden automatisk genstarte. Når iTunes finder den igen, vil den begynde at synkronisere de apps, musik etc. som den gamle iPad havde, over på den nye. Hvis ikke det sker automatisk, så tryk selv på synkroniserknappen.

7. Efter en del ventetid, alt efter hvor meget indhold du havde på den gamle, er din nye iPad klar til brug, med alt dit gamle indhold og indstillinger.

Sådan overfører du data fra din gamle iPad til din nye via iCloud

1. På din gamle iPad skal du åbne Indstillinger.

2. Vælg iCloud > Sikkerhedskopi.

3. Slå sikkerhedskopiering til og vælg "Sikkerhedskopier nu" nederst.

4. Vent på at den er færdig.

5. Find din nye iPad frem.

6. Under oprettelsen af den nye iPad, skal du vælge at gendanne fra din iCloud-sikkerhedskopi. Herefter ville alle dine indstillinger og data fra den gamle iPad bliver indlæst på den nye.

Artiklen er ajourført i januar 2016.