Hvis man har behov for at genstarte sin iPad, vil man normalt bruge de fysiske knapper. Holde Power- og home-knappen inde indtil enheden rebooter. Man kan dog være i en situation, hvor det ikke er muligt fordi knapperne ikke virker, men alligevel have brug for en genstart.

Via et par små indirekte tricks, kan man dog genstarte enheden uden brug af knapperne. Tricket går ud på, at provokere iOS til en genstart. Det sker eksempelvis når man ændrer på visse indstillinger.

Sådan genstarter du en iPad hvor knapperne ikke virker

En mulighed er at gå ind i Indstillinger > Generelt > Tilgængelighed. Her skal man scrolle ned og finde "Fed tekst". Når man ændrer på denne indstilling, vil iPaden genstarte. Det smarte ved denne metode er at man ikke mister nogle af sine indstillinger, bortset fra altså om teksten skal være fed eller ej, men det kan man altid ændre tilbage.

Har du iOS 6 eller ældre, så brug dette trick

Tricket ovenfor virker kun på iOS 7 eller nyere, da tidligere udgaver af iOS ikke har muligheden af ændre systemteksten til fed. Her er man med andre ord nød til at gå lidt mere drastisk til værks.

Tricket er her at gå ind i Indstillinger > Generelt > Nulstil og vælge "Nulstil netværksindstillinger". Dette fremkalder også en genstart af enheden. Man mister selvfølgelig netværksindstilllingerne ved denne metode, men de kan indtastes igen.

Alternativ metode til genstart af iPaden

En sidste metode er at lade sin iPad løbe tør for strøm. Når man sætter den til opladning igen, vil den genstarte af sig selv.

Metoderne virker også på iPhonen og iPod touch.

Bemærk, at hvis din iPad er blevet deaktiveret fordi du har indtastet kodeord for mange gange, så hjælper det ikke at genstarte den. Så skal du i stedet følge denne vejledning: Sådan får du liv i en iPad, der er slået fra eller hvor du har glemt koden

Tippet er ajourført i februar 2016.

             Ebog cover

Kunne du bruge tippet?

Der er mange flere hvor det kommer fra. Jeg har samlet mine 120 bedste iPhone-tips i en ny ebog (iOS 11).
Bogen har toppet bestsellerlisten i iBooks Store og kan købes for kun 49 kr.