Når du skal sælge din gamle iPad, eksempelvis fordi der er en ny på vej, gælder det selvfølgelig om at få så meget for dem som overhovet muligt. Jo højere pris du får for den gamle, desto større bliver tilskuddet til den nye - det siger sig selv.

Med ganske lidt forarbejde kan du nemt sikre dig et par hundrede kroner ekstra eller alternativt sikre sig et hurtigere salg. Se her hvordan.

1. Sørg for at din iPad tager sig godt ud

Det der betyder mest for brugprisen (udover hvilken model, der er tale om) er enhedens stand. Det siger sig selv, at jo bedre stand ens brugte iPad er i, desto mere er den værd. Er din iPad som god som ny, fordi den altid har været i et cover med beskyttelsesfilm, så gør opmærksom på det i annoncen. Puds den også inden du tager et billede af den til annoncen. Få den til at tage sig bedst muligt ud. En fedtet iPad på et sløret billede, sælger ikke godt.

Apropos billeder, så brug noget tid på at tage nogle gode billeder.

2. Tilbehøret trækker op

Ting som oplader, høretelefoner og original emballage og kvittering trækker op. Specielt hvis det aldrig har været brugt. Husk at nævne det i din salgsannonce, hvis det følger med. Hvis ikke du fortæller potentielle købere, hvorfor din iPad er 100 kr dyrere end de andre, så ved de det jo ikke.

3. Sælg privat

Der findes flere hjemmesider, der tilbyder at købe ens brugte udstyr kontant. Fordelen ved er, at det er hurtigt og nemt. Til gengæld er prisen ikke nær så god, som hvis man sælger privat. Det siger sig selv. Firmaet man sælger til, skal jo også tjene på handlen.

Hvis man vil have den maksimale pris, skal man sælge privat - og gerne til dem, der ikke er eksperter på området. Brug de traditionelle salgskanaler som Den Blå Avis, Gul og Gratis, Facebook etc., hvor antallet at uvidende købere er meget større end på sider specifikt for iPhone-nørder. Man kan nemt hente et par hundrede kroner ved at sælge til ikke-eksperterne.

Omvendt kan man sige, at man på eksempelvis DBA meget nemt drukner i mængden. Der er vel hundrede iPads til salg konstant. Man skal virkelig have en skarp pris for at skille sig ud, og man risikerer at det tager for lang tid at få den solgt. Sæt derfor din iPad til salg flere steder, også mere nicheprægede steder, som On X's køb-og-salg-forum.

4. Vær opmærksom på produktlanceringer

En gylden regel er, at din iPad falder i værdi over tid. Jo nyere din iPad er, desto mere kan du få for den. Jo tidligere du sælger, desto mere får du for den. Specielt omkring forventede produktlanceringer, skal man være meget vågen. Den primære faktor her er ikke selve enheden i sig selv, men det at der kommer en ny model, der kan mere. Med et slag bliver værdien af ens enhed formindsket, fordi man nu kan få noget nyere og bedre. Nu er det pludselig ikke det bedste man sælger brugt, men det næstbedste. Vil man maksimere sin pris, skal man altså sælge inden en ny iPad bliver lanceret.

5. vær realistisk

Det gælder selvfølgelig om at så høj en pris som muligt, men sørg for at være realist. Brugtprisen på Apple-grej er generelt meget høj, men lad være med at overvurdere din iPads pris - så får du den aldrig solgt. Det kan godt være, at du har givet x tusinde for den, men brugt er brugt, og indse, at du må tage et tab. Beder du om for høj en pris risikerer du, at du aldrig får den solgt, og så er gensalgsværdien jo i princippet nul kroner.

Artiklen er ajourført i januar 2016.