Af og til sker det, at den DVD eller CD man har siddende i sin Mac ikke vil ud igen selvom man trykker på eject-knappen. Årsagerne kan være mange, men ofte er det et softwareproblem. Jeg har her samlet en række mulige løsningsforslag, så du kan få skiven ud igen.

Jeg nævner dem alle, da det indlysende ofte er det første man overser. Prøv dem fra en ende af indtil du har heldet med dig.

1. Tryk på eject-knappen øverst til højre på tastaturet.

2. Træk disken fra skrivebordet til skraldespanden i docken.

3. Lokaliser disken i Finder og tryk på eject-ikonet ud for den.

4. Åbn et program som iTunes eller DVD-afspiller, og brug deres indbyggede eject-funktionalitet.

5. Åbn Diskværktøj. Vælg disken i venstre side og klik på eject-knappen i toppen.

6. Åbn Terminal og skriv "drutil eject" eller "drutil tray eject" (uden anførelsestegn). Er det et eksternt drev der er problemer med, så prøv også "drutil eject external".

7. Når alt andet ikke virker: Genstart din Mac, samtidig med at du holder musens eller pegefeltets knap inde indtil Mac'en er helt genstartet.

Af og til hænder det, at intet af ovenstående hjælper fordi disken sidder fysisk fast i drevet. Her hjælper intet af ovenstående, og ofte er eneste udvej at tage Mac'en med på værksted. Vær dog helt sikker på at du har løbet alle ovenstående punkter i gennem. Specielt det sidste, som stort set altid virker.

Bonus-tip: Ældre Macs har et lille hul ved drevet, hvor man kan stikke enden af en papirclips ind og fysisk (der skal presses til) skubbe disken ud.

Ebog cover

Skal din Mac i topform?

Optimer og vedligehold din Mac med CleanMyMac 3. Appen scanner alle afkroge af dit system efter junk der kan slettes og overvåger din Macs helbred. De 40 euro den koster er godt givet ud.