Ved at lave et såkaldt diskbillede og kryptere det med adgangskode, kan du effektivt beskytte dine filer mod at andre har adgang til dem. Det uanset om det er din indkøbsliste til julegaver, pinlige billeder fra herreturen eller alle dine personlige login-oplysninger til diverse hjemmesider.

I praksis fungerer det krypterede diskbillede som et eksternt drev eller USB-drev. Det ligger bare lokalt på Mac'en - og er altså beskyttet med kodeord. At kalde det en krypteret mappe er også lidt forkert, det er mere korrekt at kalde det et diksbillede, men i praksis fungerer det som enhver anden mappe. Blot med den forskel, at man skal skrive kodeordet for at få adgang til indholdet.

Dette er en rigtig god løsning, hvis der er flere der deles om den samme computer, men ikke ønsker at alle har adgang til alt.

Sådan beskytter du en mappe med kodeord på Mac

  1. Åbn Diskværktøj. Det er i Programmer > Hjælpeprogrammer
  2. I Diskværktøj skal du fra menuen øverst vælge Arkiv > Nyt billede > Tomt billede
  3. I det vindue der kommer frem skal du angive forskellige ting. I feltet "Arkiver som" skriver du navnet som den krypterede mappe skal gemmes under. I feltet "navn" skriver du navnet, som det skal fremstå, når du åbner den krypterede mappe. Det nemmeste er at skrive det samme i begge felter. Feltet størrelse giver sig selv. Sørg for at vælge en størrelse, så der er rigeligt plads til dine ting - også fremtidige. I "kryptering" anbefales 128 bit, der er det hurtigste og sikkert nok for os almindelige brugere. Til sidst skal du i "Billedformat" vælge "diskbillede med fleksibel størrelse". Denne indstilling gør, at der ikke bruges mere plads på harddisken end der er indhold i den krypterede mappe.
  4. Tryk på "opret". Du vil nu blive spurgt om et kodeord, som du skal bekræfte. Sørg for at huske det, for glemmer du det, er filerne tabt for evigt. Det er ikke muligt at redde dem uden kodeordet - det er jo hele pointen med at beskytte filerne. Vigtigt: Fjern fluebenet i "Husk adgangskode i min nøglering". Ellers vil enhver der sidder ved din computer automatisk have adgang til de krypterede filer, da sikkerheden bliver tilknyttet din brugerkontos kodeord.
  5. Tryk på "OK" hvorefter dit nye krypterede arkiv vil blive dannet. Luk herefter Diskværktøj.

Sådan arbejder du med det krypterede arkiv

Når du skal arbejde med det krypterede arkiv, skal det være det man kalder mounted, det vil sige åbnet og tilgængeligt. Når du danner arkivet, som du lige har gjort, mountes det automatisk.

I Finder kan du se om det er mounted, da det i såfald vil fremgå af oversigten i venstre side som ethvert andet USB-drev etc.

Du tilføjer filer til arkiver på sædvanlig vis. Enten ved at hive dem over fra deres nuværende placering eller ved at gemme direkte i arkivet fra et program. Husk at slette filerne fra deres oprindelige placering, når de ligger i det krypterede arkiv, ellers er det jo stadig fuld adgang til filerne.

Når du er færdig med fylde indhold i arkivet, skal det unmountes eller skubbes ud, så det ikke længere er tilgængeligt. Det gør du ved at trykke på eject-ikonet umiddelbart til højre for navnet i Finder. Vil du mounte det igen skal du finde arkivet det hvor du har valgt at gemme, det og dobbeltklikke på det. Du vil herefter blive spurgt om kodeordet. Bemærk at det tager noget tid alt efter størrelsen på arkivet.

Husk: Arkivet skal mountes når du arbejder med det, og unmountes/skubbes ud, når du ikke bruger det.

Bemærk også, at arkivet alene krypterer indholdet, det beskytter ikke mod sletning. Man kan således stadig slette hele det krypterede arkiv ved at hive det i Papirkurven.

Ebog cover

Skal din Mac i topform?

Optimer og vedligehold din Mac med CleanMyMac 3. Appen scanner alle afkroge af dit system efter junk der kan slettes og overvåger din Macs helbred. De 40 euro den koster er godt givet ud.