De fleste læsere her på siden har udover deres Apple TV formodentlig en Mac, der kan streame til Apple TV via AirPlay. Men er du en af dem der udover en Mac også har en Windows-pc, eller måske ligefrem kun har en Windows-pc, så er AirMyPC lige det du har brug for. Med AirMyPC kan du nemlig streame indhold fra en Windows-maskine til din Apple TV. Smart.

Sådan streamer du fra Windows til Apple TV

Med AirMyPC kan du udover en sædvanlige skærmspejling også streame indholdet fra et enkelt vindue, hvilket betyder at du kan bruge computeren til at lave noget andet på, mens du streamer. Det vil sige, at ikke hele skærmen vises på Apple TV, men kun det valgte vindue. Derudover kan man vælge om der kun skal streames lyd, kun video, eller begge dele.

Ud over disse basale funktioner, kan man med AirMyPC tilkøbe en såkaldt "Education Interactive Tools Suite", der gør det muligt at tegne, skrive og så videre direkte på det åbne vindue, der streames til Apple TV, hvilket er smart til eksempelvis undervisningsbrug.

Programmet kommer med 7 dages gratis prøveperiode, og herefter kan en licens ellers købes for $14.99 (link)