iPhonen justerer selv skærmens baggrundsbelysning alt efter lysintensiteten i omgivelserne. Det betyder at lyset i skærmen dæmpes når det er mørkt, mens der skrues op for lyset hvis man går uden for i solskinsvejr. Lysintensiteten registeret af en lysmåler der sidder i den øverste kant på forsiden af iPhonen.

Ideen med automatisk justering af skærmens lysstyrke er dels at det sparer batteri og dels at sikre en ensartet synsoplevelse. Skærmens lys er noget af det mest energikrævende i iPhonen, så det giver god mening af få skruet ned automatisk, når ikke der er behov for det. Omvendt skrues der så også automatisk op, når der er behov for det for at sikre at man overhovedet kan se hvad der er på skærmen. Funktionen er altså smart nok.

Der kan dog være situationer, hvor man ønsker selv at styre lyset. Måske er man bare ikke enig i den automatiske justerings valg eller måske ønsker man at at spare på strømmen ved at holde lysstyrken lav også i kraftigt lys. Derfor har man tidligere kunnet slå funktioner fra i Indstillinger under skærm og lysstyrke. Med lanceringen af iOS 11 er den mulighed forsvundet. Eller rettere sagt: Den er blevet flyttet et andet sted hen. Apple er blevet så sikre på at den automatiske funktion ved bedst, at man skal ind i indstillingerne for folk med særlige behov for at slå det fra.

Hvis du vil slå den automatiske tilpasning af lyset i skærmen fra skal du derfor gå ind i:

Indstillinger > Generelt > Tilgængelighed > Tilpasning af skærm. Her skal du slå "Automatisk lysstyrke" fra.

Læg mærke til at der nedenunder funktionen står at det kan påvirke batteritiden. Dette er væsentligt. Skruer du lyset for højt op påvirkes batteritiden negativt, men omvendt kan du påvirke den positivt ved at skrue lyset for langt ned. Alt i alt er det bedste nok at lade funktionen være slået til.

Ebog cover

Kunne du bruge tippet?

Der er mange flere hvor det kommer fra. Jeg har samlet mine 100 bedste iPhone-tips i en ny ebog.
Bogen har toppet bestsellerlisten i iBooks Store og kan købes for kun 49 kr.