Apple Watch har en indbygget fitness-tracker der holder øje med og måler ens daglige aktivitetsniveau. Det sker via personlige informationer om køn, alder, højde og vægt i samspil med data som pulsmåling og bevægelse. De to sidste ting bruges også til udregning af løbedistance, hvis ikke man iPhonen med. Apple Watch har nemlig ikke indbygget GPS, men bruger en avanceret algoritme til at beregne distancen ud fra blandt andet puls og skridtlængde.

For at kunne gøre det nøjagtigt, skal Apple Watch dog kalibreres først. Det gør dens målinger mere præcise, så du kan løbe en tur og få en nøjagtig opmåling af ruten uden at skulle have din iPhone med.

Sådan kalibrerer du Apple Watch for mere præcis fitness-tracking

Det er nemt at kalibrere Apple Watch og det tager kun omkring 20 minutter. Du skal bruge både Apple Watch samt en iPhone. Du opnår det bedste resultat, hvis du foretager kalibreringen et sted, hvor der ikke er store træer, huse eller andet der kan skygge for GPS-signalet til iPhonen.

1) Aktiver kalibrering på din iPhone. Det sker via Indstillinger > Anonymitet > Lokalitetstjenester. Scroll helt ned og tryk på Systemtjenester. Her skal du slå "Bevægelseskalibrering og distance" til. Den er sikkert allerede slået til fra starten.

2) Tag iPhonen i hånden eller put den i et løbearmbånd og gå uden for

3) Åben Workout-appen på Apple Watch. Vælg en udendørs løbe- eller gåtur og tryk på start.

4) Løb eller gå i 20 minutter.

Gentag gerne dette så mange gange som muligt. Jo mere du løber med iPhonen og Apple Watch på samme tid, desto mere præcis bliver Apple Watch til selv at måle distancen. Specielt hvis du løber meget varieret, som eksempelvis ved at skifte mellem gang og løb, skal der flere kalibreringer til.

Ud over at distance-målingen bliver mere præcis, bliver Apple Watch også bedre til at estimere dit energiforbrug. Derfor kan det være en god ide at foretage kalibreringen også selvom du ikke er løber.

             Ebog cover

Kunne du bruge tippet?

Der er mange flere hvor det kommer fra. Jeg har samlet mine 120 bedste iPhone-tips i en ny ebog (iOS 11).
Bogen har toppet bestsellerlisten i iBooks Store og kan købes for kun 49 kr.