Har du nogensinde trykket "Send" på en besked, og i samme øjeblik ønsket at du kunne fortryde? Det kan man faktisk i nogle tilfælde. Læs med her for at se hvordan du fortryder afsendelsen af en besked på iPhone.

Sådan annullerer du afsendelse af en sms eller iMessage

Der findes ikke en regulær måde at fortryde afsendelse af en besked på. Er beskeden først nået frem til modtageren er der intet at gøre. Tricket går ud på at forhindre at beskeden leveres i første omgang. Det kan man godt selv efter man har trykket Send - hvis bare man er hurtig nok. Indrømmet, det hjælper at være en ninja her, men specielt hvad angår billeder eller andre ting der fylder, har man et øjeblik at reagere i.

Tricket er sådan set meget enkelt. Man skal afbryde telefonens dataforbindelse inden beskeden er afsendt. Den hurtigste måde jeg kender til, er at sætte iPhonen i flymode. Man kan også slukke den helt - eller måske endda putte den i en sølvpapirspose - men det tager for langt tid. Flymode derimod tager under et sekund: Swipe op fra bunden og tryk på fly-ikonet.

For at tricket virker, skal beskeden være i gang med afsendelsen. Det er den så længe der står "Sender..." og vises en progress-bar øverst på skærmen. Afbryder du afsendelsen på dette tidspunkt, vil afsendelsen bliver annulleret. Du skal altså nå at reagere inden baren når til enden. Vi snakker typisk ganske få sekunder, med mindre der er tale om store billeder eller video eller signalet er dårligt. Men ofte kan det give det ene sekund man skal bruge til at fortryde.

Husk at vente lidt med at slå fly-mode fra igen, så du er sikker på at beskeden er annulleret

Når først du har afbrudt forbindelsen, så vent noget tid før du slå fly-mode fra igen. Er missionen lykkedes vil der stå, at beskeden ikke er leveret og være et rødt udråbstegn. Du kan herefter slette beskeden eller rette i den. Står der intet, er det fordi du ikke har været hurtig nok og beskeden er blevet sendt.

Der hvor jeg typisk bruger dette trick er, hvis jeg har villet sende et stort billede og signalet er dårligt. Her er det nemt at afbryde forbindelsen og slette beskeden, så den ikke blokerer for yderligere afsendelse af mindre tekstbeskeder. Har man en gang ventet et kvarter på at sende en besked med et billede, blot for at blive informeret om, at beskeden ikke kunne leveres, er det rart selv at kunne annullere med det samme, når man kan se at progress-baren ikke rykker sig.

Ebog cover

Kunne du bruge tippet?

Der er mange flere hvor det kommer fra. Jeg har samlet mine 100 bedste iPhone-tips i en ny ebog.
Bogen har toppet bestsellerlisten i iBooks Store og kan købes for kun 49 kr.