En af de mest oversete funktionaliteter på Mac er de kontekstuelle menuer. Det er menuer der ændrer sig alt efter hvilken sammenhæng (kontekst), de indgår i. Man får typisk de kontekstuelle menuer frem ved at højereklikke på et emne. Netop højreklikket er skyld i at funktionaliteten er godt skjult på Mac, der jo som bekendt har tradition for mus med kun én knap. Dette har dog ændret sig på det seneste og på blandt andet Apples Magic Mouse kan man godt højereklikke. Ellers kan man få adgang til de kontekstuelle menuer, ved at holde ctrl nede samtidig med, at man klikker på et emne.

Mulighed for hurtige arbejdsgang

De kontekstuelle menuer giver mulighed for at speede sin arbejdsproces betydeligt op i forhold til at skulle gå de sædvanlige veje gennem det traditionelle menusystem. Der kunne bogstaveligt talt skrives side op og side ned om mulighederne med de kontekstuelle menuer, da de vitterligt er en guldgrube. Her vil vi dog nøjes med holde os på overfladen og beskrive nogle af de mest oplagte funktioner. Herefter er det op til læserne selv at dykke på opdagelse i menuerne for at finde det gemte guld.

Docken

Docken i OS X er noget vi alle bruger, og her er der masser af ekstra funktionalitet i de kontekstuelle menuer. For eksempel kan man skjule eller lukke alle åbne programmer, via den kontekstuelle menu der kommer frem, når man højreklikker på programikonet. Man kan også typisk gå til de dokumenter eller åbne vinduer, der er i et program, direkte fra den kontekstuelle menu.

En af de muligheder jeg er specielt glad for, at at kunne afbryde et program, der er ved at åbne. Det er godt at vide, hvis man kommer til at trykke på et forkert ikon. I stedet for at vente på at programmet åbner (så man kan lukke det), kan man man via den kontekstuelle menu afbryde det med det samme.

Finder

Det er i Finder man organiserer alle de filer, der ligger på Mac’en. Derfor er de kontekstuelle menuer, når man højreklikker på en fil i Finder da også relateret til organisering samt afvikling af en given fil. Alt efter hvilken type fil man klikker på varierer den kontekstuelle menu en smule.

De mest oplagte funktioner er muligheden for at vælge hvilket program, der skal bruges til at åbne den pågældende fil samt muligheden for at komprimere en fil (eller mappe). Det kunne for eksempel være at man ikke ønsker et billede åbnet i Billedfremviser, men i et tegneprogram i stedet. Det klares nemt via den kontekstuelle menu. Det samme gør komprimering af en eller flere filer (eller mappen). Man markerer dem, højreklikker på dem og vælger “Komprimer...”, hvorefter man får serveret en komprimeret zip-arkiv. Nemmere kan det vist ikke gøres.

En anden meget brugbar funktion er muligheden for at få vist et preview at et dokument. Ved at højreklikke på en fil og vælge “Vis ...” kan man lynhurtigt få vist indholdet af en fil, uden at skulle åbne det fulde program.

iTunes

Hvis man har tilsluttet en iPhone eller en iPad til computeren, kan man i iTunes få adgang til blandt andet af synkronisere, tage sikkerhedskopi eller overføre køb, ved at højereklikke på enheden i venstre side. Indtil Apple er klar med iOS 5, hvor man kan sikkerhedskopiere til skyen, har jeg gjort det til en vane at overføre køb og tage sikkerhedskopi manuelt en gang i mellem på denne måde.

Hvis man højreklikker på en sang eller en film i iTunes og vælger “Vis info”, får man adgang til alle metainformationerne om et medie. Her kan man navngive de enkelte sange, albums etc. Man kan også tilføje billeder, bestemme hvordan sangen skal sorteres i iTunes’ lister, samt foretage nogle andre valg.

“Hent albumbilleder” er en funktion, der præcis som navnet siger, forsøger at hente coverbilleder til den pågældende sang i iTunes Store. Det vil sige, at hvis man ripper en CD, kan man hente albumbilledet i iTunes Store. Det er ikke altid det virker, men når det gør, så har man da sparet sig selv for at finde et billede og tilføje det manuelt. På tilsvarende vis kan man hente titlen på den enkelte spor, når man har rippet en CD.

For en mere detaljeret gennemgang af muligheder i iTunes se: Tirsdags-tip: Fem tips til de kontekstuelle menuer i iTunes

Safari

Når man er på en hjemmeside kan man markere et ord og via den kontekstuelle menu få ordet læst op (på engelsk), man kan søge på det i Google, Spotlight eller i Mac OS X’s indbyggede betydningsordbog.

Hvis man ikke markerer et ord, men bare højreklikker et sted, hvor der ikke er tekst, får man mulighed for at genindlæse siden, udskrive den eller få vist sidens kildekode.

Er det et billede man højereklikker på, får man mulighed for at gemme det, åbne det i en ny fane, bruge det som skrivebordsbillede eller føje det til iPhoto.

Højreklikker man på fanelinien, får man mulighed for at åbne, lukke og flytte faner, mens et højreklik i titellinien øverst, giver mulighed for at indstille værktøjslinien.

Den måske vigtigste funktionalitet er dog, når man højreklikker på et link. Her får man nemlig blandt andet mulighed for at åbne linket på en nye side eller i et nyt faneblad samt for at tilføje linket som bogmærke.

Pages - eller tilsvarende tekstbehandling

I tekstbehandlingsprogrammer, som Apples Pages, har man selvfølgelig mulighed for at lave de sædvanlige ting som kopier og sæt ind af ord eller hele afsnit. Der er dog masser af andre muligheder.

En de de funktioner der er rar at kende, er den, der hedder “Indsæt og tilpas format”. Normalt er Pages så snedigt indrettet, at den bevarer formateringen, når man kopierer og indsætter. Det er rigtigt smart, når man flytter ting rund i et dokument, men knap så smart, når man kopierer fra for eksempel en hjemmeside eller et andet sted fra, hvor formateringer er forskellig fra ens dokument. Her vælger man bare “Indsæt og tilpas format” og så ændres formateringen af det indsatte, så det passer med ens egen formatering.

En anden god funktionalitet er skriveværktøjerne, hvor man kan markere et ord og søge efter det i Google eller Spotligt samt slå det op i Wikipedia eller den indbyggede betydningsordbog. Kort sagt en nem vej til at få mere information om et givent emneord.

Dette var blot en lille smagsprøve. Læserne må meget gerne lægge en kommentar med ders egne guldkorn, så alle kan få gavn af dem.

Ebog cover

Skal din Mac i topform?

Optimer og vedligehold din Mac med CleanMyMac 3. Appen scanner alle afkroge af dit system efter junk der kan slettes og overvåger din Macs helbred. De 40 euro den koster er godt givet ud.