At kompasset i iOS også har en kombineret vaterpas og hældningsmåler, ved de fleste nok. Den kommer man til ved at slide fingeren fra højre mod venstre på kompas-oversigten.

Her er at par mere ukendte tips, til hvordan du får mere ud af kompas-appen i iOS.

Brug kompasset som vejviser

Hvis du bruger kompasset til at navigere efter, det kunne være under en sejltur eller en vandretur, har det en smart funktion, som giver bedre overblik.

Lad os antage, at du gerne vil i en retning på 275 grader. Her kan du selvfølgelig bare sørge for at kompasset altid viser 275 grader (og huske på tallet 275). Du kan dog også pege kompasset i den rigtige retning, og herefter trykke på skærmen. Herved lagres retningen, i dette tilfælde 275 grader, og bliver vist på kompasskalaen. Ydermere vil afvigelser fra den lagrede retning blive markeret med rød. Det gør det meget nemmere både at huske den rigtige retning, samt få et visuelt overblik over, om du er på ret kurs.

Du fjerner den lagrede retning ved igen at trykke på skærmen.

Hældningsmåler og vaterpas kan nulstilles og bruges som guide

På tilsvarende vis har både vaterpasset og hældningsmåleren en guide, der kan nulstilles ved at trykke på skærmen. Ideen er igen, at du hurtigt og nemt kan se, om du holder iPhonen i den vinkel, du gjorde da man nulstillede måleren. Gør du ikke det, er afvigelsen markeret med rød og angivet i grader.

Lad os sige, at du skal hænge nogle ting op på væggen i en vinkel på 20 grader. Det kan du selvfølgelig gøre ved hver gang at tjekke at hældningsmåleren står på 20 grader. Det giver dog et væsentligt bedre overblik, hvis du første gang nulstiller måleren på de 20 grader. Herved vil du nemlig få en rød markering af, hvor upræcis du er, samt kan aflæse direkte hvor mange grader afvigelsen er på. På den måde kan du sørge for at to hældninger er ens uden at skulle bekymre dig om hvilken hældning de i virkeligheden har.

Mål relative vinkler og hældninger

Dette kan selvfølgelig også bruges til måling af relative vinkler. I stedet for at måle to hældninger og trække dem fra hinanden, kan du nulstille måleren ved den første hældning, og direkte aflæse størrelsen på vinklen, når du måler den anden vinkel.

Du fjerner nulstillingen og vender tilbage til den rigtige måling ved igen at trykke på skærmen.

Du skal huske på, at der ikke er tale om at du kalibrerer kompasset eller vaterpasset, men om en midlertidig indstilling ala en lommeregners memory-funktion. Indstillingen påvirker således ikke andre apps, der bruger kompasset eller hældningsmåleren. Det er en lokal visuel nulstilling. Lukker du appen og åbner den igen, vil du være tilbage, hvor du startede.

             Ebog cover

Kunne du bruge tippet?

Der er mange flere hvor det kommer fra. Jeg har samlet mine 120 bedste iPhone-tips i en ny ebog (iOS 11).
Bogen har toppet bestsellerlisten i iBooks Store og kan købes for kun 49 kr.