Når man i gamle dage skulle købe et computerspil foregik det i en fysisk butik. Faktisk var der slet ikke noget der hed fysiske butikker dengang, for alle butikker var fysiske, så der var ingen grund til at understrege det. Typisk foregik køb af spil ud fra hvad ens venner havde prøvet. Men det kunne også være noget så diffust som hvordan forsiden på æsken så ud. Eller måske spurgte man indehaveren af butikken, hvad han mente. Ikke ulig på biblioteket, hvor der i gamle dage også var ansat folk med forstand på bøger man kunne spørge til råds. Sådan er det ikke i dag - til gengæld ligger der tusindevis af reviews online i eksempelvis App Store.

Men er det hele blevet nemmere af den grund? Næh, for selvom vi havde tonsvis af informationer til rådighed, er langt det meste af en kvalitet, så det ikke hjælper os det mindste. Her kommer derfor en kort vejledning til, hvordan du kan skrive gode reviews, der hjælper andre.

Hovedpointen er, at være så specifik og detaljeret som muligt. Det behøver ikke nødvendigvis være langt og virkelig dybdegående. Man kan sagtens skrive relevante reviews i 2-3 sætninger. Men hvis ikke du gider bruge 30 sekunder på at formulere en eller anden form for begrundelse, er det måske en bedre ide slet ikke at skrive. Ideen med reviews er jo at hjælpe andre, ikke at man skal straffe en udvikler man er sur på, eller promovere sig selv.

Negative reviews

I mine øjne er det de negative anmeldelser, der er de vigtigste. Smag og behag er nemlig forskellig. Nogle kan lide én ting, som andre ikke kan lide. Det er et personligt spørgsmål, som i virkeligheden ikke hjælper andre så meget. Derimod vil et negativt review, hvor man gør opmærksom på nogle konkrete problemer være til hjælp uanset ens smag.

Her er et eksepel på et negativt review, der hjælper andre:

"Jeg bryder mig ikke om, at man styrer via virtuelle knapper, da ens fingre nemt kommer til at skygge for det der sker på skærmen. Desuden er der alt for få baner i fohold til prisen."

Og her et der ikke hjælper så meget:

"Det er det værste spil jeg nogensinde har spillet."

Den sidste type ser man desværre rigtigt mange af, men det gør bare ikke os andre klogere. Vi aner ikke hvorfor et spil bliver kritiseret eller om anmeldereen bare er et klaphat, det gør vi derimod i det første review. Vi får noget at forholde os til, så vi kan tage en oplyst beslutning. Et personligt review kan altså sagtes være relevant, hvis bare man får serveret lidt indsigt.

En anden type reviews er dem, hvor der er et teknisk problem så appen måske crasher: "Lortespil. Crasher konstant." Måske var det en bedre ide at kontakte udvikleren. Som udgangspunkt er han jo interesseret i at tingene virker, men lad være med at antage at hans læser alle reviews i App Store. Det er netop reviews til andre brugere og ikke et support-forum. Så giv manden en chance for at rette fejlene. Med mindre nogen gør ham opmærksom på et problem, kan har ikke få det løst. At udstille vedkommende i App Store hjælper ikke, og hjælper heller ikke andre.

Positive reviews

"Bedste app nogensinde." hjælper os lige så lidt som den anden negative i eksemplet ovenfor. Bare fordi det er din holdning, er det jo ikke ensbetydende med, at alle andre er enige. Kom med lidt detaljer om, hvorfor du er vild med appen. Det er så meget mere hjælpsomt: "Jeg er imponeret over den grundighed, der er lagt i appen. Knapperne er placeret de rigtige steder, og man kan selv vælge farven på baggrunden." Her ved folk med det same, hvorfor du er vild med appen, og kan igen vurdere, om det er nogle ting, de ville vægte lige så højt.

Selvfølgelig kan man gå meget mere i detaljer. Ovenstående er bare for at vise, at det ikke er længden det kommer an på, men at man kommer med en begrundelse. Husk det, når du vil skrive en anmeldelse af en app. Få nogle detaljer på bordet, det er så neget nemmere at forholde sig til.

Skriv på dansk

I App Store ser man mange reviews på engelsk. Mange skriver givetvis på engelsk fordi de tror, at deres review ryger ud til hele verden. Det gør det ikke.

Apples App Stores er landeopdelt. Reviews fra danskere viser kun til andre danske. Det giver derfor ingen mening at skrive på engelsk. Igen er pointen med et review at hjælpe andre. Det er hele formålet, ellers kan man lige så godt lade være. Andre har ikke nødvendigvis gavn af, at man skal vise hele verden hvor god man er til engelsk. Og folk med engelsk eller andre modersmål kommer aldrig til at se ens gode review alligevel, da de også kun ser reviews fra deres landsmænd.

Ebog cover

Kunne du bruge tippet?

Der er mange flere hvor det kommer fra. Jeg har samlet mine 100 bedste iPhone-tips i en ny ebog.
Bogen har toppet bestsellerlisten i iBooks Store og kan købes for kun 49 kr.