En af de ting du kan bruge Apple Watch til er at afspille musik på det. Og du behæver ikke have iPhonen i nærheden, når først musikken er lagt over på uret.

Om du bruger Apple Music eller din egen musik spiller ingen rolle, fremgangsmåden er den samme.

Bemærk at uret ikke selv har en højttaler, der kan afspilles musik fra. Du skal have tilsluttet et bluetooth headset eller -afspiller. Det antager jeg, at der er styr på.

Sådan afspiller du musik på dit Apple Watch

Musikken synkroniseres fra iPhone til Apple Watch som en spilleliste. Bemærk at der kun kan overføres én spilleliste. Det smarteste er derfor at lave en spilleliste specielt til Apple Watch. Hvis ikke du har en egnet spilleliste, så lav den først.

1. Start med at åbne Musik-appen på din iPhone. Her skal du lave en spilleliste til Apple Watch. Det gør du under Min Musik > Spillelister. Tilføj den musik som du ønsker.

2. Åbn Apple Watch-appen på iPhonen og vælg "Musik".

3. Tryk på "Synkroniseret spilleliste" og vælg en af dine spillelister. Du kan også vælge "Ingen", hvis du vi slette musikken på uret.

4. Sæt uret til opladning, da det kun kan synkronisere musik, når det sidder i laderen. Sørg også for at din iPhone er inden for rækkevidde. Indtil det er på plads vil der stå "Afventer synkronisering. Vent på at synkroniseringen er færdig, og meldingen skifter til "Synkroniseret".

5. Åbn Musik-appen på Apple Watch.

6. Skift kilden fra "iPhone" til "Apple Watch". Det kan du enten gøre ved scrolle til toppen eller ved at lave et dybt tryk (force touch) og derefter trykke på "Kilde".

7. Spil løs. Nu kan du eksempelvis lade iPhonen blive hjemme fra løbeturen, og alligevel høre musik på farten.

Bonus tip: Hvis ikke du skifter kilden, vil musikken du afspiller komme ud af iPhonen. Det er smart nok, da uret så kan bruges som en slags fjernbetjening.

Husk at musikken ikke kan afspilles på selve uret, der ikke har en højttaler indbygget. Det kræver at du har tilsluttet et Bluetooth headsæt eller -afspiller.