Hvis du er den eneste bruger af din Mac, og den primært står derhjemme, kan det være belejligt at få den til at logge ind automatisk når du tænder den, i stedet for at du skal indtaste et kodeord.

Det er selvfølgelig at gå lidt på kompromis med sikkerheden, men man kan sagtens argumentere for, at det i visse tilfælde kan være en god ide bare at blive logget automatisk ind på sin hjemmecomputer. Specielt hvis du sørger for at den konto, der logges ind på automatisk, ikke har administrator-rettigheder. Det kan også bruges til automatisk log ind på en fælles gæstekonto oprettet til formålet.

Her er i hvert fald en vejledning til, hvordan du kan slå funktionaliteten til, så kan du benytte det eller lade være. Bemærk at tippet ikke virker, hvis du har slået diskkryptering (FileVault) til.

Sådan slår du automatisk login på Mac til

1. Åbn Systemindstillinger. Brug Spotlight eller gør det via æble-menuen øverst.

2. Vælg "Brugere & grupper".

3. Tryk på hængelåsen nederst og skriv dit kodeord.

4. Tryk på "Log ind" i venstre side.

5. Øverst ved "Automatisk log ind" skal du i menuen vælge hvilken konto, der automatisk skal logges ind ved opstart af computeren.

Næste gang du genstarter din Mac, vil den automatisk logge ind med den valgte konto.

Hvis du ikke kan vælge noget i menuen i punkt 5, skyldes det enten af FileVault er slået til eller at du benytter iCloud til at logge ind med. Hvis en af de to ting er slået til, kan du ikke logge automatisk ind. I så fald skal du først slå de to funktioner fra.

Igen: Husk at du sænker din sikkerhed mod at andre kan få adgang til din Mac, hvis ikke du beskytter den med kodeord.