Har du fået en ny iPhone og vil sælge den gamle, så er der et par ting du skal huske at få gjort, for at få den bedst mulige oplevelse af salget.

Sikkerhedskopi

Først og fremmest skal du tage en sikkerhedskopi af den gamle iPhone. Denne bruges blandt andet til at sikre, at man får alt med over på den nye iPhone. Om du gør det via iCloud eller iTunes er i princippet underordnet, men det er måske meget godt, at gemme i hvert fald en enkelt sikkerhedskopi på din lokale computer. iClouds 5GB bliver jo også hurtigt brugt, hvis man tager sikkerhedskopi af flere iPhones på samme konto.

Gendan iPhonen til fabriksindstillinger

Langt det vigtigste er dog at få slettet ethvert af sine egne spor fra iPhonen. Man ønsker ikke, at den nye ejer kan læse ens mails, eller se billederne fra julefrokosten.

Alt skal væk, og her er en gendannelse til fabriksindstillingerne svaret. Det klares ved at tilslutte iPhonen til iTunes og trykke på Gendan-knappen. Det kan godt tage et stykke tid.

Når gendannelsen er færdig er alt indhold på din iPhone væk. Den er blevet lige så jomfruelig, som da du købte den. Bortset fra, at den har den nyeste version af iOS. For at iPhonen kan bruges igen skal den derfor aktiveres med et simkort. Dette gør den nye ejer af iPhonen.

Har du den originale æske, så puds skærmen og pak iPhonen ned i æsken, så den er klar til at blive solgt.

Lad være med at aktivere iPhonen efter gendannelse

En ting man absolut ikke skal gøre efter at man har gendannet den er at aktivere den igen med sit eget simkort. Jeg har desværre hørt om folk, der har gjort dette, og er løbet ind i store problemer efterfølgende.

Nogle gør det af hjælpsomhed overfor den nye ejer. En uaktiveret iPhone kan ikke bruges til noget, mens en aktiveret iPhone giver adgang til hjemmeskærmen. Der skal sådan set bare et simkort i, så virker alt. Andre gør det for lige at tjekke om alt nu også er blevet slettet under gendannelsen.

Uanset hvad ens motiver er, så skal man holde sig i skindet. Aktiveringen kræver som sagt et simkort, og typisk vil man jo tage det, man har ved hånden; ens eget simkort. Når man aktiverer iPhonen med sit eget simkort, bliver der sendt nogle informationer til Apple omkring iPhonens unikke ID samt nummeret på simkortet. De to ting pares så at sige. Denne parring bruges blandt andet af iCloud og iMessage, hvor man jo kan modtage beskeder på sin iPhone selvom de ikke er sendt til ens telefonnummer. Dette kan lade sig gøre fordi Apple har registreret nogle ting under aktiveringsprocessen. Det er faktisk denne identifikation, der er hele pointen med aktiveringen.

Sætter man efter aktiveringen efterfølgende et nyt simkort i telefonen, så bliver den ikke omaktiveret. Det er det simkort, der er brugt til selve aktiveringen, der lagres i Apples database og sikrer iMessage-understøttelse etc. Dette er ikke så dumt som det måske lyder.

Det korte af det lange er, at aktiverer man en gendannet iPhone med sit eget simkort, og efterfølgende sælger iPhonen til en anden, vil telefonen fortsætte med at indgå i puljen for ens egne enheder. Der er altså en risiko for, at ens iMessage-beskeder vil dukke op på den solgte iPhone. Dette uanset at man ikke har indtastet sit Apple ID på den gendannede iPhone. Aktiveringsprocessen alene er nok til at lave en sammenhæng, da aktiveringen jo bekræfter overfor Apple, at den pågældende iPhone skal kobles til oplysningerne i dit simkort.

Den eneste sikre metode til at slippe af med dette, er ved at gendanne iPhone igen - og denne gang så lade være med at aktivere iPhonen med sit eget simkort. Flere oplyser, at det også hjælper, hvis man slår iMessage til og fra et par gange (på den brugte iPhone, med den nye ejers simkort sat i), da det får Apple til at slette de gamle informationer og bruge de nye. Jeg har endda hørt om, at man i særlige tilfælde kan få Apple til at slette de gamle registreringsoplysninger manuelt. Det er dog ikke noget de bare gør. Der skal argumenteres for sagen, og man skal kende iPhonens unikke ID med videre, da Apple selvfølgelig vil sikre sig at man har rent mel i posen.

Artiklen er ajourført i oktober 2016.

Ebog cover

Kunne du bruge tippet?

Der er mange flere hvor det kommer fra. Jeg har samlet mine 100 bedste iPhone-tips i en ny ebog.
Bogen har toppet bestsellerlisten i iBooks Store og kan købes for kun 49 kr.