For fem år siden fik Apple patent på en speciel type trådløs opladning af iPhonen. I Apples scenarie skal en iMac eller MacBook kunne oplade en iPhone, så længe de er inden for en radius på omkring en meter af hinanden. Det betyder, at man kan have iPhonen i lommen, lægge den på bordet eller sidde og snakke iden foran computer samtidig med at den lader op. Så sent som i sidste uge var der rygter om, at der nu endelig sker noget. Med forventet implementering i den iPhone der kommer i 2017.

Der findes en veldefineret standard: Qi

Det kan jeg ikke vente på, jeg vil have trådløs opladning nu. Så må jeg se på hvad teknologien har at byde på for nuværende. Det er dog heldigvis en hel del. Der er udviklet veldefineret standard kaldet Qi, som gør at forskellige enheder kan bruges med hinanden. Standarden bliver bakket op af store spillere som Samsung, Sony, Huawei etc. Pointen er, at hver producent ikke udvikler sin egen løsning. Det vil sige at alle telefoner der under støtter Qi-standarden, kan bruges med alle opladere, der understøtter Qi-standarden. Det give gode muligheder for selv at vælge udstyr.

Det passede derfor perfekt, da jeg fik en forespørgsel fra Henrik fra iKing.dk, om ikke jeg ville prøve at teste noget grej til trådløs opladning af iPhones. Det ville jeg selvfølgelig gerne.

For at komme i gang skal man anskaffe to ting. En sender og en modtager, der skal kobles til iPhonens batteri. I nogle telefoner er den sidste del indbygget i enheden fra fabrikkens side. Det er det ikke i iPhonen, så her skal modtagerdelen kobles på udvendigt. I princippet er der to muligheder. Enten kan man vælge et cover med indbygget modtager eller også man man få modtageren rå, og selv gemme den væk i bag ens normale cover. Jeg har testet begge dele.

Senderen

Sendere fås i alle mulige afskygninger. De har forskellige former, er lavet i forskellige materialer, har forskellige farver og koster alt fra nogle hundrede kroner op til over tusinde kroner.

Den sender jeg har testet kalder iKing for "Stilfuld Qi opladningsstation hvid" og den koster 349 kr.

Det er en rund sag, der er ca. 10 cm i diameter og 1 cm høj. Den er lavet i noget hvid og gennemsigtigt plastik. Rundt i kanten er der nogle blå dioder, der lyser når man lægger iPhonen til opladning, så man kan se, at der sker noget. Senderen tilsluttes en almindelig iPhone-lader eller en computer via et USB-kabel. Det med "stilfuld" kan dog diskuteres, men det er jo smag og behag.

Senderen står godt og solidt plantet på bordet, og er nem og hurtig at placere iPhonen på.

Modtageren

Der findes som sagt to typer af modtagere til iPhonen. Den kan enten være indbygget i et cover, eller den kan komme som et løst kort man sætter bag på iPhonen - eventuelt gemt bag ens normale cover. I begge tilfælde er der et lille lightningstik, der skal ind i iPhonens port i bunden.

Coveret giver næsten sig selv. Det ligner fuldstændigt et almindeligt standard-cover, og var det ikke for det meget lille stik i bunden, ville man ikke kunne se, at det var anderledes end alle andre covers. Det er jo fint nok. Det fås i sort eller hvid, og er et hårdt cover med silicone overflade. Det er på ingen måde lige så lækkert som mit normale læder-cover fra Apples hånd, men heller ikke noget, jeg ville skamme mig over at gå rundt med. Prisen er 299 kr for et cover til iPhone 6.

Den anden mulighed er den rå løsning, hvor modtageren er uindpakket. Det er lidt mindre end et kreditkort, og ganske tynd - dog en anelse tykkere på midten, hvor der sidder noget elektronik, som man tydeligt kan mærke gennem den tynde bøjelige plast, der omslutter kortet. Prisen er med 149 kr noget lavere end cover-løsingen.

Cover-løsningen er mest brugervenlig

Ud over selve den fysiske forskel på de to løsninger, er der også forskel på deres specifikationer. Cover-løsningen lader med 0,8A mens kort-løsningen lader med 0,7A. En normal iPhone-lader leverer 1A. I begge tilfælde er den trådløse opladning altså noget langsommere end den kablede løsning. Der går ganske enkelt en del strøm tabt i den trådløse overførsel. I praksis er det dog næppe noget problem, fordi man typisk vil oplade oftere, fordi det er så nemt med den trådløse løsning.

Hvilken en af de to løsninger er så bedst? På forhånd ville jeg have forsvoret at jeg ville vælge kort-løsningen, og bare gemme den væk bag min normale flotte cover. I praksis synes jeg dog ikke det holder. Der er simpelthen ikke plads bag coveret til kortet selvom det er ret tyndt. Der kommer en lille bule, der gør at iPhonen vipper, når den ligger på bordet. Samtidig ender coveret med ikke at sidde ordentlig til.

Det kunne jo bare være mit cover, der ikke fungerer, så jeg har selvfølgelig testet med andre covers. Det er en af fordelene ved kort-løsningen: Den er meget fleksibel. Igen i teorien. I praksis synes jeg ikke det virker ordentligt. Med flere af de covers jeg har prøvet, virker opladningen slet ikke. Sikkert fordi coveret er for tykt og kraftigt, så kortet ikke kan komme tilstrækkelig tæt på senderen. I alle tilfælde ender coveret også med at bule lidt.

For mig er kort-løsningen for bøvlet. Havde jeg alene testet den mulighed, havde jeg vendt tommelen ned, og afskrevet trådløs opladning af iPhonen som en gimmick.

Trådløs opladning holder hele vejen

Nu har jeg dog heldigvis prøvet løsningen, hvor modtageren er indbygget i et cover fra fabrikkens side. Og det er en helt anden fornøjelse. Det holder 100% og er ultra nemt at montere og bruge. Ingen buler og ingen problemer med at det ikke virker. Faktisk ingen problemer overhovedet.

I dagligdagen er det super nemt at anvende. Man lægger bare sin iPhone på senderen og så begynder ladningen. Det er så nemt, at jeg nu er tilbøjelig til at lade min iPhone oftere end tidligere. Simpelthen fordi det er så meget nemmere. Tidligere har jeg altid følt, at min iPhone var i venteposition, når den sad til opladning.

Få ulemper

Jeg er meget tilfreds med den trådløse opladning. Det holder hele vejen, og har gjort det en tand mere bekvemt at være iPhone-bruger. Er det slet ingen ulemper? Jo, det er der. Den rå kort-løsning synes jeg er for bøvlet. Hos mig fungerede det i hvert fald ikke, så den vil jeg ikke anbefale.

Cover-løsningen har den logiske ulempe, at man er tvunget til at bruge det cover, der nu engang er, og det kan ikke måle sig med mit normale lædercover. For at få trådløs opladning på den nemme måde, har jeg altså måttet ofre mit normale cover. Mig rør det ikke, at iPhonens lightning-stik nu altid er optaget. Jeg bruger det ikke til anden end opladning normalt, og det behov har jeg jo ikke mere. Og hvis jeg får, er det nemt at tage stikket ud, mens coveret bliver siddende. Har man behov for ofte at få adgang til stikket, er det selvfølgelig en ulempe man skal være opmærksom på.

Det er pengene værd

Er det pengene værd? Ja, det synes jeg faktisk det er. En løsning med cover og lader kan fås for omkring 600 kroner og opefter. Det synes jeg er rimeligt for den man får.

Desuden kan man lade andre iPhones med samme ene oplader, og man kan oplade sin iPhone hos andre, der har en trådløs lader. Igen takket være Qi-standarden. Vil man rigtig give den gas, findes der tilbehør i form af eksempelvis en powerbank, der leverer trådløs opladning til ens iPhone på farten.

Man kunne vente på at Apple for taget sig sammen, men det synes jeg faktisk ikke der er grund til, når nu muligheden for at blive trådløs allerede eksisterer, og det er så nemt at komme i gang. iKings trådløse opladere får min varmeste anbefaling.

Tak til iKing.dk for at levere udstyr til testen. Tjek deres butik, hvis du er interesseret i at komme igang med trådløs opladning af din iPhone.