I starten af januar skrev jeg om Polk MagniFi Mini. En lille og gedigen soundbar og subwoofer der spiller godt uden at fylde ret meget. Denne gang skal det handle om et andet af Polks produkter, der er prissat noget lavere og har lidt færre finesser.

Polk Signa S1 koster 2.999 kroner og er dermed 2.000 kroner billigere end MagniFi Mini. Igen er der tale om et sæt bestående af soundbar og subwoofer.

Jeg har testet Polk Signa S1 sammen med et 55" 4K Samsung TV og Apple TV.

Design

Polk Signa S1 er som sagt et sæt bestående af en soundbar og en subwoofer. Soundbaren måler 90 cm i bredden, 5 cm i højden og 8 cm i dybden. Du skal derfor nok have et TV på minimum 40-45 tommer før den ikke bliver for stor. Den tilhørende subwoofer målet 34 x 31 x 17 cm. Begge enheder er lavet i sort plastik med stoffront og byggekvaliteten er ganske gedigen omend designet et noget skrabet at se på.

Af tilslutningsmuligheder er der kun optisk toslink og 3,5 mm mini jack. Der er med andre ord ikke HDMI-tilslutning, hvilket er noget af en mangel. Sonos' enheder lider af det samme problem, og så vidt jeg kan forstå handler det om licenser. For at spare nogle penger undlader producenterne derfor HDMI. Til gengæld er der BlueTooth så man kan streame trådløst fra eksempelvis sin iPhone.

Der medfølger en lille - ganske fin - fjernbetjening til de mest basale ting.

Opsætning

Lige som med Magnifi Mini er Polk Signa S1 uhyre nem at sætte op. Der skal strøm til soundbaren og subwooferen og et enkelt kabel til TV'et og det er det. Subwooferen forbinder automatisk og trådløst til soundbaren.

Soundbaren kan stilles på et bord foran eller under TV'et eller den kan vægmonteres. Subwooferen placeres på gulvet for eksempel under en sofa. Da den er trådløs er man dejligt fri for ledninger bortset fra netkablet selvfølgelig.

Lyden

Signa S1 spiller overraskende godt. Lydbilledet står flot og naturligt - specielt i film med megen dialog og stille musik. Til gengæld kommer den lidt til kort når det handler om aktionfilm hvor der skal lidt mere tryk på bassen. Her har det en tendens til at blive lidt mudret omend det selvfølgelig er markant bedre end den lyd der kommer ud af TV'ets egne højttalere. I virkeligheden er Signa S1 nok bedst egnet til folk der ikke er decideret filmnørder, men bare gerne vil have ordentlig lyd når de ser TV uanset om det så er håndbold, hammerslag eller Broen.

Bedømmelse

Signa S1 er en klar opgradering af dit TV's standardlyd og det til en pris der er mere spiselig end MagniFi Mini, der dog selvfølgelig også lyder bedre.

Ligesom med MagniFi Mini må jeg dog notere at Signa S1 er prissat ret højt her i Danmark. I USA koster den typisk det halve. Når man læser amerikanske anmeldelser af Polk bliver den derfor sammenlignet og vejet op i mod produkter der koster det halve. Havde Polk Signa S1 kostet eksempelvis 1.999 kroner havde jeg været begejstret, nu nøjes jeg med at være moderat tilfreds.

Polk laver uden tvivl gode produkter, og Signa S1 er et godt alternativ hvis man ikke vil investere i MagniFi Mini, prisen gør dog at de er lidt sværere at forelske sig i end de burde være.

Min største anke er manglen på HDMI. Kan du nøjes med en af de andre tilslutningsmuligheder er Signa S1 dog et ganske fornuftigt køb, som du vil få stor glæde af i mange år.

Polk Signa S1 forhandles i Danmark officielt af Power og Expert og koster begge steder 2.999 kr.