Pebble-stifteren Eric Migicovsky er klar med et nyt projekt. Efter at Fitbit overtog Pebble sidste år, og kort derefter besluttede at lukke det ned, er Migicovsky nu blevet fri til at forfølge egne ideer igen.

Denne gang er hans ide at sælge et battericase til iPhone 7 kaldet PodCase. PodCase kan oplade iPhonen og samtidig fungere som holder og oplader til AirPods. Lige som med Pebble er det denne gang på Kickstarter det sker. Målet er at indsamle $300.000.

Til trods for at både iPhonen og AirPods er umådeligt populære virker timingen lidt underlig. Om kun en uge lancerer Apple en ny iPhone, og når PodCase endelig er færdig, hvilket efter planen sker til februar (og her tager vi ikke højde for de sædvanlige forsinkelser) er iPhone 7 old news. Planen er også at lancere et case til den nye iPhonen, men af gode grunde kan det først ske, når Apple har præsenteret den nye iPhone. Det forventes at ske i næste uge.

Den vejledende pris er $99, men er du hurtig kan du være med for $79. Læs mere på Kickstarter.