I sidste måned udkom bogen "Steve Jobs - Manden bag Apple" på forlaget LibrisBusiness. Bogen er en dansk oversættelse af Leander Kahneys engelske bog "Inside Steve's brain - Expanded Edition", der udkom sidste år.

Det er lidt ærgeligt, at bogens titel ikke er blevet mere direkte oversat til dansk, for den engelske tittel er faktisk en hel del mere dækkende for bogens indhold end den danske. Som man måske ellers kunne forvente, hvis man kigger på den danske titel, er der nemlig ikke tale om en biografi i traditionel forstand, og den handler heller ikke kun om Apple. Vi får ikke beskrevet Apples grundlægger og nuværende topchef, Steve Jobs', liv kronologisk fra fødsel til... nå ja død kan man jo ikke skrive, eftersom han lever i bedste velgående, men så i hvert fald indtil nu. Indgangsvinklen er helt anderledes end den traditionelle biografi. I stedet for vi præsenteret nogle af Jobs' personlighedstræk og måder at tænke på, og det er dem som bogen forsøger at gå i dybden med og forklare og beskrive for læserne ved hjælp af cases fra Jobs liv og arbejdsliv hos Apple og animationsstudiet Pixar, som jo i virkeligheden er det sted, hvor Jobs har skabt sin formue.

Kahney har gjort et stor arbejde for at komme godt rundt om Jobs' nærmest mytiske karakter. Jobs selv har Kahneys ikke snakket med, i stedet har han snakket med navngivne folk omkring Jobs, anonyme kilder, tidligere ansatte og folk der har snakket med folk. Med andre ord 2. og 3. ledsberetninger. Det er et imponerende researcharbejde Kahneys har lagt for dagen, når nu selve hovedpersonen ikke har villet deltage, faktisk så godt, at man nogen gange glemmer at det ikke er Jobs selv der taler.

Nogen vil måske kende Kahney for sin tilknytning til Wired og Cult of Mac og han er da også en dedikeret Apple-mand. Man skal dog ikke forvente et rosenrødt portræt af Jobs af den grund. Kahney går i stålet på Jobs' måde at arbejde og lede en virksomhed på, og det er ikke for børn, skulle jeg hilse at sige.

Jobs beskrives som en hård hund af alle der kender ham. Han er benhård når noget ikke passer ham, men kan til gengæld også rose folk når de kommer op med noget genialt. I Silicon Valley bruges vendingen " at blive steeved" til at beskrive alt fra at man er blevet fyret til et projekt der lukkes ned - specielt hvis det kommer som et lyn fra en klar himmel. Jobs finder sig i den grad ikke i pis og lever en medarbejder eller et projekt ikke op til hans ideer, så får det kniven med det samme. Omvendt kan han også godt fejre en succes med maner. Alle Apples dengang 27.000 ansatte fik en iPhone, da den blev introduceret i 2007.

Bogen går tæt på Jobs' personlighedstræk

Bogen er opbygget i ni kapitler, der hver i sær går tæt på et af Jobs personlighedstræk og hvordan han tænker: Fokuseret, despotisk, perfektionistisk, elitær, passioneret, opfindsom etc. De otte første kapitler stammer fra den oprindelige udgivelse af bogen i 2008, mens det niende kapitel er blevet tilføjet i udgaven fra september 2009 og handler om Jobs kamp mod kræft. Det er bogens svageste kapitel, og kunne godt være udeladt, da det falder for meget uden for bogens koncept. Det er med andre ord ikke en spritny bog der er tale om. iPaden er således slet ikke omtalt i bogen, da den jo ikke fandtes på det tidspunkt bogen blev skrevet. Den har den danske redaktør forsøgt at råde bod på med et efterskrift, der dog virker temmelig malplaceret i forhold til resten af bogen. Mest af alt virker det også som et forsøg på at dække over bogens lange produktionsprocess, der er blevet overhalet af introduktionen af nye produkter. Det vil sige en tankegang om, at man ikke kan udgive en bog om Apple eller Steve Jobs i 2010 uden at nævne iPaden. Så i et forsøg på at dække over at bogen har et par år på bagen opdaterer man med et par sider om hvad der er sket siden dengang, og det er ærgeligt, for det er unødvendigt.

For bogen er netop ikke en kronologisk gennemgang af Apple eller Steve Jobs' liv. Det er ikke en teknologibog, der skal være fremme med det sidste nye. Bogen handler om hvorfor Steve Jobs tænker som han gør, og i den sammenhæng er de ting der skete i 80erne mindst lige så vigtige som dem der sker nu eller i morgen. Måske faktisk vigtigere, da de tydeligt fortæller, at Jobs altid har været som han er. Når vi i foråret kunne more os over den lækkede iPhone 4 (dengang kaldte jeg den iPhone HD), som Gizmodo fik fingre i, og diskutere frem og tilbage om, om Apple mon havde lækket den med vilje, så kunnet vi have sparet os selv meget tid, hvis vi havde læst bogen. Den forklarer nemlig meget præcist, hvordan Apples markedsføring fungerer og har gjort det i 25 år. Så havde vi vist, at Apple aldrig ville lægge et hemmeligt produkt. Vi ville have vist, hvor mange hundrede millioner det har kostet Apple. Så nok er teknologien (iPhone 4 og iPaden) ny, mens Jobs måde at tænke på er ikke. Bogen bliver med andre ord ikke ringere af, ikke at være helt opdateret med de sidste nye teknologiske landevindinger. Det kan alligevel aldrig lade sig gøre. Der kommer hele tiden nye ting til.

På æblediet for at undgå at gå i bad

Vi tror alle sammen vi kender Steve Jobs: Manden med den sorte rullekravetrøje, slidte jeans og udtrådte gummisko. Det gør vi ikke og netop derfor er bogen interessant. Jobs holder for eksempel af at gå barfodet rundt. Han har i sine unge dage været på en diet bestående udelukkende af æbler, ud fra en fílosofi om, at så behøvede han ikke at gå i bad (det virkede dog ikke!). Med andre ord en ret specielt type. Men også en type der som ingen anden har sat sit aftryk på en hel branche. En mand der gik fra at droppe ud af universitet og leve af flaskesamling og gratis mad i hare krishnas folkekøkken, til at have tjent sin første million dollars som 24 årig. Som 25 årig rundede han de første $100 milioner. Folk der gør den slags, er lavet af noget specielt, og det er enormt interessant at læse om deres liv og måde at anskue tingene på. Noget vi alle sammen kan lære utroligt meget af. Hvilket faktiskogså er hele pointen med bogen. Hvert kapitel slutter men boks kaldet "Lær af Steve", hvor kapitlets vigtigste pointer ridses op. En anelse for amerikansk til mig, men meningen er god nok og pinterne skarpe.

Når man læser bogen vil man nok blive overrasket over, i hvor høj grad Steve Jobs er involveret i alt hvad der foregår os Apple, det er ham der har det sidste ord. Punktum. Det er sjældent ham der laver noget konkret, men har er en mester i, at sortere i andres ideer og eftersom han kun omgiver sig med de bedste af de bedste er resultatet fremragende. Han er lederen der kommer med visionerne og tager de vigtige beslutninger: "Han skabte i virkeligheden ikke noget, men han skabte det hele", bliver der således udtalt om Jobs.

Bogens virkelig styrke er, at den giver os et meget tydeligt billede af Jobs underliggende årsager til at prioritere som han gør. At Apple ikke tillalder Flash på iPhonen nævnes (vist nok) ikke med et ord i bogen, men alligevel står det lysende klart for læseren, hvorfor det ikke kan være anderledes. At App Store er lukket og propritær lige så. Sådan kunne man blive ved; bogen har i den grad hjulpet mig med at få samlet trådende i forhold til Apples måde at gøre tingene på. Noget der tidligere ikke altid har fremstået lige klart.

Bogen er meget anbefalelsværdig

Jeg kan ikke anbefale bogen nok; er man interesseret i Apple, Steve Jobs, moderne virsomhedsledelse etc. er den et must. De såkaldte kritikere af Apples lukkethed er nok i virkeligheden dem, der vil få mest ud af bogen. For når man har læst den står især et billede meget klart: Der er en ny tidsalder på vej. Den digitale livsstils tid der er præget at post-pc gadget som smarthphones, digitale kameraer, videoafspillere og spillekonsoller med netadgang der alle sammen taler sammen. En tid der kræver at firmaerne bag produkterne styrer "hele paletten" fra hardware over software til markedsførring og detailsalg. Jobs har altid været optaget af design, marketing og at tingene er lette at bruge. For 25 år siden var det ved at koste Apple livet, nu ser det anderledes ud. Jobs var 30 år forud for sin tid: "Det sted, hvor Apple har befundet sig de sidste to årtier, er nøjagtigt lige der, hvor markederne for computerteknologi og forbrugerelektronik konvergerer. Så vi behøver med andre ord ikke flytte os for at komme derhen, hvor der sner; sneen kommer til os", har Jobs udtalt.