Sonos er et amerikansk firma, der laver musikanlæg, men ikke helt almindelige af slagsen. Sonos har nemlig specialiceret sig i såkaldte flerrumssystemer. Kort fortalt går det ud på, at man deler sit hjem op i forskellige zoner, hvor hver zone har et sæt tilknyttede højttalere og forstærker. Dette er ikke meget ulig hvad de fleste har i forvejen, med musikanlæg i stue, køkken, børneværelse, arbejdsrum etc. Det smarte ved Sonos system er, at alle enhederne er knyttet sammen til ét stort system, som kan snakke sammen og styres centralt, i stedet for individuelle enheder, som man normalt har. De forskellige zoner kan spille forskellige musik eller de kan spille det samme.

iPhoneguide har tidligere anmeldt Sonos Multi-Room Music System. I starten af november kom der en ny enhed fra Sonos kaldet Play:5 (tidligere ZonePlayer S5), specielt designet til iPhone- og iPod touch-kunderne. På grund af stor efterspørgsel, har jeg først kunnet få en til test mellem jul og nytår.

Man kan læse meget mere om selve konceptet, i den tidligere anmeldelse, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på denne gang, men i stedet koncentrere mig om selve Play:5-enheden. Kender man ikke Sonos, kan man derfor med fordel læse den anden anmeldelse.

Play:5

Play:5 er lanceret som en iPhone-enhed og skal, selvom Play:5 ikke er en rigtigt dock, derfor primært sammenlignes med lignende enheder, som for eksempel Bose SoundDock 10, B&W Zeppelin eller Apples egen (og nu udgåede) iPod Hifi.

Som de andre enheder i Sonos' system, er Play:5 en enhed, der streamer musik fra en computer eller en netværksharddisk. Det nye er, at Play:5 har indbygget højttalere. Det er altså en rigtig alt-i-et enhed. Der hvor iPhonen kommer ind i billedet er, at man kan styre Sonos-systemet via en controller på iPhonen. Eller rettere sagt, man skal styre enheden med sin iPhone eller touch. I lighed med de andre enheder fra Sonos, kan man nemlig ikke vælge musikken fra enheden. Der skal man bruge en controller, om det så er Sonos egen, en iPhone eller computer-controlleren.

Play:5 er altså ikke en traditionel dock, hvor man skal sætte iPhone i fysisk for at få musik. Musikken styres “bare” fra iPhonen. Dette er smart fordi det gør, at man kan bruge iPhonen til andre ting imens, i stedet for at den skal sidde passivt i docken.

Opsætningen af Play:5 er uhyggelig nem. Har man allerede et Sonos-system, sat op er det bare at putte stikket i stikkontakten og trykke på to knapper, så man i gang. Er det ens første Sonos-enhed, skal man derudover konfigurere nogle ting, som hvor man har placeret sine musikfiler etc. Alt er dog lige ud ad landevejen: Efter min mening er Sonos’ musiksystem udført som Apple ville have gjort det, hvis de gjorde det i den slags.

Tidligere har Sonos' problemer været den høje pris. En startpris har ligget på ikke under 10.000 kr. Da iPhonen kom frem, og i princippet overflødiggjorde Sonos egen controller, røg startprisen ned på omkring 6.000 kr. Med Play:5 er prisen for at komme i gang falde til kun 3.000 hos Hi-Fi Klubben, hvor jeg har lånt udstyret. Det er selvfølgelig ikke det samme anlæg som det til 10.000 kr, men muligheden for at hoppe billigt på Sonos-vognen er nu til stede.

Det lyder måske stadig dyrt for en iPhone-dock, men Play:5 kan slet ikke sammenlignes med en traditionel dock. I mine øjne er det en uhørt lav pris for at hoppe med på Sonos-vognen. Det eneste man skal være forberedt på er, at man med garanti bliver så bidt, at man inden længe får lyst til at anskaffe sig mere udstyr.

Design & Finish

S5 er en del mindre end jeg havde regnet med, ud fra de billeder jeg på forhånd havde set. Da Play:5 har indbygget højttaler, bryder den naurligvis med designet fra de andre enheder. Farverene hvid og sølvgrå går dog igen. Hvor de andre enhder er nogle "kasser" meget lig mac mini i formen, er Play:5 derimod mere opretstående. Hele fronten er dækket af et sølvgråt "gitter" der dækker for selve højttaler enhederne. Resten af enheden er hvid. På toppen er der tre knapper: Volumen op og ned samt mute. Derudover en grøn diode der indikerer, at apparatet er tændt.

Play:5 indeholder 5 højtalerenheder: en 3,5 tommers subwoofer, to 3-tommers mellemtoneenheder samt to diskantenheder. Hver enhed drives af sin egen klasse-D digitalforstærker. Bag på er der fem stik: To ethernetporte, to minijackstik (ud og ind) samt et stik til kablet til elnettet. Derudover er der på bagsiden en bred basrefleksport, der derudover ligner og er placeret som et praktisk bærehåndtag. Det er hele er meget solidt udført; jeg tror jeg ville kunne stille mig på enheden uden at den ville gå i stykker (jeg har dog ikke prøvet).

Jeg kan godt lide designet og er man Apple-mand vil man ikke beklage fraværet af den traditionelle sorte farve.

Lydkvalitet

Lydkvaliteten er selvfølgelig en meget væsentlig faktor ved et produkt der skal afspille lyd, også når vi er ovre i den lidt mere kulørte ende af spektret som med Sonos Play:5. Play:5 sælges som en alt-i-et-enhed og der er præcis det man får; nem og ubekymret lytning i dagligdags situationer.

Allerede ud fra den tekniske opbygning med flere højttalerenheder og separate forstærkere, får man en indikering af, at Sonos med Play:5 vil skille sig ud fra mængden af de brødkasse-anlæg, der ellers vælter oven hinanden, hvis man går på jagt efter et iPhone-anlæg i Fona eller Elgiganten.

Den egentlige bekymring, om en så lille enhed kan spille et rum op, bliver med det samme gjort til skamme. Kontrasten mellem enhedens fysiske størrelse, og den lyd der kommer ud er stor. Play:5 kan uden problemer spille en stue op rent volumenmæssigt. Selv i festlige situationer, leverer Play:5 power nok til, at levere varen. Det er faktisk imponerende og det havde jeg slet ikke forventet, da jeg åbnende kassen.

Der hvor man mærker Play:5's begrænsinger, er ikke, som man måske ville trp, med hensyn til bassen. De helt dybe sprøde toner, er på grund af den fysiske begrænsinger i højttalerenhedernes størrelse, selvfølgelig ikke Play:5's livret, men ved at eksperimentere lide med placeringen opnår man et fornuftigt resultat, specielt i mindre rum. Nej, det er stereobilledet der er Play:5's svage side. Det er dog mere et resultatet af "alt i en kasse", end noget andet. Det er prisen man må betale, når højre og venstre kanal ikke kan adskilles, men er i samme kabinet, og en ting der gælder alle enheder med en begrænset størrelse.

Vurderet på sine egne præmisser, leverer Play:5 en helt igennem godkendt lyd, der med god margin slår de fleste almindelige iPhone-docks både i volumen og målt på lydens kvalitet.

iPhone-faktor

iPhone-faktoren er den målestok jeg bruger for hvor gennemført et produkts integration med iPhonen er.

Det kan faktisk gøres meget kort, så det vil jeg gøre: Der er slet ikke noget at komme efter her. I lighed med de andre Sonos-enheder, er det referenceeksemplet på hvordan, det skal gøres. Det er gennemført lækkert hele vejen igennem.

Konklusion

Sonos Play:5 er en enhed man afgjort skal have med i overvejelserne hvis man skal bruge et mindre anlæg til en billig pris. Det vil sige i den kategori, hvor man ellers ville købe en traditionel iPhone-dock. Det kunne være på et kollegieværelse, til børneværelset, den mindre stue etc. Sammenlignet med de fleste andre docks jeg har hørt i samme prisleje, klarer Sonos det mindst lige så godt eller bedre. Play:5's fordel og ulempe er, at det ikke er en traditionel dock. Ulempe, fordi det er oppe i mod folks forventinger og vaner til hvordan det fungerer. Man kan således ikke bare sætte sin iPhone i enheden og høre den musik der er på iPhonen. Via jackstikket kan man dog tilslutte iPhonen og derfor alligevel høre musikken, det kunne for eksempel være, hvis man havde venner på besøg og ville høre deres musik. Fordel, fordi man har adgang til hele sit iTunes bibliotek - også alt der ikke er plads til på iPhonen - samt fordi man kan bruge sin iPhone imens man hører musik - den behøver altså ikke stå passivt i en dock, mens man lytter. På den måde er Play:5 meget mere alsidig end en traditionel dock.

Ovenstående er alene vurderet på Play:5 som den eneste enhed i et Sonos system, det vil sige som alternativ til en traditionel iPhone-dock. De virkelige fordele, og der er her karakterskalaen sprænges, får man for alvor, når Play:5 kombineres med andre enheder til et "ægte" flerrumssystem. Det er her Sonos virkelige styrke ligger og her det render fra konkurrenterne.

Set i den henseende er 3.000 kr ret billigt. Til cirka halv pris sammenlignet med tidligere, kan man nu tilføje en ekstra zone. Det betyder, at det nu er økonomisk fornuftigt at udvide sit system til for eksempel køkkenet, udestuen eller andre steder, hvor det er fedt at have musik, men hvor kvaliteten ikke nødvendigvis behøver være "top of the pop".

Der hvor Play:5 virkelig kommer til sin ret er det setup, hvor det eneste kabel er stikket til elnettet. Det vil sige hvis man allerede har et fungerende Sonos setup eller har kombineret Play:5 med en ZoneBridge, der overflødiggør netværkskablet. I det setup, er Play:5 ultra mobil og perfekt til situationer, hvor man hurtigt vil have musik i et andet rum end normalt; det kunne være på terrassen, i køkkenet eller et helt tredie sted. Det kunne også være, at man bare ville bruge den til at give lidt mere smæk på den eksisterende anlæg til en fest. Det eneste man skal er at flytte enheden til det nye sted og tænde, så har man adgang til den samme musik som normalt. Det er unægteligt noget nemmere end at skulle flytte et traditionelt anlæg.

Jeg kan på det varmeste anbefale Sonos Play:5 til både eksisterende Sonos-ejere, til dem der "bare" vil have et iPhone-anlæg samt til dem der vil leder efter en økonomisk indgang til Sonos' flerrumssystem.