Pogo Stylus er en lille 8,5 cm lang pen, der kan erstatte fingeren når man bruger iPad, iPhone eller iPod touch. Dog er den mest anvendelig til iPad, hvor den kommer mere til sin ret på den større flade. Nogen god er statninger det dog ikke.

I den ene ende af stylusen sidder der en lille pude eller svamp, i stil med den man finder på posthuset, som man kan duppe frimærket på for at fugte det. Dog er puden på Pogo Stylus ikke fugtig. Ej heller orange, men sort, som resten af pennen. Det er denne pude, som man bruger mod skærmen. Grundet den runde pude, er Pogo Stylus nok ikke lavet med henblik på at tegne, men nok snarere som erstatning for en finger, når man bevæger sig rundt på sin iOS-enhed.

Første spørgsmål, der dukker op er: Hvorfor egentlig bruge en Pogo Stylus? Tja, nogle har måske fra andre gadgets vænnet sig til at bruge en stylus og er derfor mere trygge ved fortsat at bruge en sådan til deres iOS-enhed. Andre årsager kan være lange negle, der forhindrer én i at bruge sin pegefinger optimalt på en iOS-skærm. En tredie mulighed er, at man ikke ønsker at fedte sin skærm til, hvorfor en stylus derfor kan være en fin løsning. En fjerde mulighed kunne være, fordi man ønsker at bruge sin iPad som tegnebrædt og derfor ønsker følelsen af at have en blyant eller pen i hånden.

Kan en stylus erstatte en finger?

Så dukker det næste spørgsmål op: Kan en stylus erstatte en finger? Og hertil må jeg svare: Nej, det kan den ikke. Den er noget træg i det, og jeg synes at reaktionstiden ved brug af stylus er forsinket, og det bliver man træt af i længden. Desuden synes jeg, at man skal trykke unødigt hårdt, for at få samme reaktion som fra en finger. Det vil sige, at trykket skal i hvert fald være mere hårdt, end hvis man brugte sin finger. Dertil skal stylusen også holdes mere lodret, end man ellers holder på en blyant/pen, hvilket føles unaturligt og akavet. Jeg vil ikke afvise, at det bare er et spørgmål om tilvænning, men skal man stole på sit umiddelbare indtryk, er en stylus ikke noget for mig. Omvendt, kan man sige, at hvis man har været vandt til at bruge en stylus gennem flere år, vil det kræve tilvænning at bruge en finger på iPaden, og derfor vil nogen afgjort have fordel af at anskaffe en stylus.

Stylusen som tegneredskab

Personligt havde jeg dog glædet mig til, at bruge stylusen til at tegne med på min iPad i for eksempel programmet Layers. Jeg har ikke nogen specielle evner på det felt, og netop derfor irriteres jeg over, at jeg skal kæmpe med en stylus, der ikke ligefrem letter tegneprocessen, men snarere vanskeliggør den. Jeg kan godt se, at folk med et større tegnetalent end mig, på YouTube kan få nogle rigtigt gode resultater frem med en stylus, men jeg synes bare ikke, at stylusen gør det stort meget bedre end min egen finger. Måske er den en smule bedre i præcisionen end en finger, hvilket også var det, som jeg havde håbet på, men jeg havde dog forventet en mere spids stylus, der kunne erstatte en rigtig pen eller blyant, som jeg kunne bruge til at tegne med, helt ligesom med papir og blyant, blot nu med iPad og stylus. Men Pogo Stylus er for usmidig til at kunne gøre det ud for den gode gamle blyant. Jeg synes ellers at det er så oplagt, at kunne bruge sin iPad som tegnebrædt, men jeg er hverken tilfreds med resultatet af min egen finger eller Pogo Stylus, når det kommer til selve tegnepræcisionen. Defor foretrækker jeg at lægge stylusen fra mig, og blot bruge min trods alt mere pålidelige finger. Desværre, for jeg havde glædet mig til dette møde med den virtuelle blyant, men iPad og stylus kan ikke leve op til, eller gøre det ud for den gode gamle "papir-og-blyant-metode". Øv.

Prisen er lav, så savner man en stylus er der intet at betænke sig på

Har man af en eller anden grund ikke lyst til at bruge fingeren, eller savner man en stylus af andre grunde, så er Pogo Stylus nok et fint alternativ, og prisen på de 89 kr er jo ikke alverden. Men den kan altså også kun erstatte en enkelt finger - multitouch er det så som så med. Som tegneredskab kan den ikke stort mere end en finger. Til gengæld er den, som alternativ til en finger, fin nok til at bladre og trykke med, omend man som sagt skal trykke lidt hårdt.

Inkluderet med selve stylusen er også to små plastholdere, så man kan sætte stylusen fast på en iPhone 3G(S) eller iPod touch.