Det gamle hæderkronede tyske firma Loewe, er også sprunget med på AirPlay-bølgen. Loewe Airspeaker hedder den enhed som iPhoneguide har testet de sidste par uger. Prisen er 5.600 kroner.

Design & Finish

I bedste Loewe-stil er Airspeakerens design ultra minimalistisk. Den har en kvadratisk grundform på omkring 25 cm og en højde på omkring det halve. Den lånte enhed er sort, men den fås også i grå, og beklædt med klassisk højttalerstof. Bag på er der nederst tilslutningsmuligheder for strømstik, netværkskabel, USB samt audio-in og øverst i den lille ramme, der omgiver toppen, er der tænd/sluk og volumenknapper. Toppen er som standard i børstet aluminium, men man kan også få toppen i flere andre farver, hvis man hellere vil det.

I mine øjne er designet en kende gammeldags. Det skal forstås positivt. Det er ikke retrosmart, mere ovre i den anonyme og afdæmpede ende af skalaen. Man skal i hvert fald ikke forvente en designoplevelse ala B&W’s Zeppeliner, der fanger enhvers opmærksom, men det behøver jo heller ikke nødvendigvis være et minus. Det kan være helt fint, at et produkt er mere anonymt, så det bedre kan passes ind mellem resten af tingene i ens hjem.

Der er intet i vejen med selve finishen. Gode solide materiale og en god tyngde vidner om, at ingeniørerne har taget udviklingen seriøst. Men til den forholdsvis høje pris, kunne man måske nok forvente, at den lige havde fået en tand mere.

Opsætning

Opsætningen af Loewen er ikke udpræget Apple-agtig. Og dog, for det er Apples AirPlay-teknologi, der volder de sædvanlige problemer. Hvordan det er lykkedes Apple at kreere noget der igen og igen, er meget tungt at danse med, er mig en gåde. På den anden side fungerede det fremragende, da jeg for nylig testede Libratone Live. Så en del af forklaringen ligget givetvis i, hvordan hardwaren er udformet. I tilfældet Libratone kunne alt klares trådløst, mens det for Loewens vedkommende krævede en kablet forbindelse direkte mellem enheden og ens computer. Nemt var det ikke, men det lykkedes til sidst.

Heldigvis er det kun noget, der skal klares én gang, men derfor er processen stadig alt, alt for omstændig, og den vil helt sikkert skræmme nogle folk væk, fordi de simpelthen må give op.

Lydkvalitet

Hvor både Zeppelinerens og til dels også Libratones design er så markant, at det på forhånd skaber nogle forventninger om god lyd, så er det med Loewen stik modsat. Her er man på forhånd sat et gear eller to ned. Så meget mere forbavset bliver man, når man finder ud af, at den faktisk godt kan spille. Man vil med det samme bide mærke i basgengivelsen, der er overraskende dyb for denne kategori af produkter. Frekvensganegn er faktisk lineær ned til omkring 45 Hz. Det betyder også, at der er meget fylde i lyden – lydbilledet vokser simpelthen. Den bliver aldrig skinger eller anstrengt, som små enheder kan have problemer med at blive.

Forud for testen af Loewen testede jeg Libratone Live. Desværre var der ikke et overlap i testperioden, så jeg har ikke haft mulighed for at lytte til dem sammen. Umiddelbart er mit indtryk dog, at Loewen spiller væsentligt bedre. Det er svært helt præcist at forklare, hvad det er, men det virker som om, den har bedre greb om tingene. Mere overskud, så den aldrig bliver presset helt ud, hvor tingene går galt. Som sagt er bassen en af de tydelige forskelle, men også i resten af lydbilledet står Loewen godt. Den er måske en smule tung at trække, det vil sige, at man skal skru højere op, for at nå et givent volumenniveau, men det er en kendt bivirkning, når man ønsker at en lille højttaler skal kunne spille dyb bas.

Stereoperspektivet er vanen tro ved denne slags enheder, helt fraværende, men da vi ikke taler en enhed til kritisk lytning, er det til at leve med.

Konklusion

Vi har efterhånden testet flere iPhone-anlæg i den højere ende af prisskalaen, og oftest er forskellen mellem pris og kvalitet alt for stor. I dette tilfælde, begynder vi dog at nærme os, noget der er rimeligt. Prisen er stadig en anelse for høj, for man kan godt nok vælge mellem mange anlæg, hvis man har 5.600 kroner at gøre godt med. Til gengæld skal man lede længe for at finde noget, der for alvor matcher Loewens lydkvalitet.

Med mindre altså man investerer i et mere traditionelt anlæg med forstærker og to højttalere. Her er kvalitetsudbuddet ganske enkelt en del større, og man vil få meget mere for pengene. Det samme gælder Sonos. Loewen har en betydelig mere fyldig lyd end eksempelvis Sonos Play:3, men da man kan få to styk Play:3 til prisen for én Loewe, og dermed få et rigtigt stereoperspektiv, er Sonos alligevel at foretrække, i mange situationer.

Er man isoleret set ude efter et klassisk iPhone-anlæg med AirPlay-understøttelse, er der dog ingen tvivl om, at Loewen står rigtigt stærkt. Her er ingen dikkedarer eller store armbevægelser om at man har genopfundet hjulet. Bare solid tysk kvalitet og en rigtig god lyd. Hvad mere kan man næsten forlange?

Hvad kan vi lide: God lyd med imponerende fylde i bassen. Anonymt afdæmpet design.

Hvad kan vi ikke lide: Prisen er høj. En anelse tungtdrevet. Besværlig AirPlay-opsætning