Apples AirPods dominerer fuldstændigt markedet for de såkaldte ægte trådløse hovedtelefoner. Det vil sige den type, hvor højre og venstre højttaler ikke er forbundet. Ifølge en ny undersøgelse fra NPD Group er der i år indtil nu blevet solgt 900.000 ægte trådløse hovedtelefoner i USA. Ud af den samlede omsætning i dette marked, sidder Apples AirPods på 85%. Det betyder med andre ord at alle andre mærker tilsammen, det vil sige Samsung, Bragi med flere, må nøjes med at deles om de sidste 15%. Apple sælger for næsten seks gange så meget som alle andre tilsammen. Det er en ret klar dominans.

At AirPods er en succes blandt brugerne er dog ingen hemmelighed. Lige fra dag ét er de blevet revet ned fra hylderne i en grad, så Apple slet ikke har kunnet følge med efterspørgslen. Successen er godt hjulpet på vej af en særdeles attraktiv pris, god lyd og ikke mindst en overlegen brugeroplevelse.

Næste lyd-enhed fra Apple bliver HomePod, der forventes til salg i udvalgte lande i december. Danmark er ikke bland de lande, hvor den kommer til salg.

Køb Apples AirPods

Du kan købe AirPods i Apples Online Store for 1.379 kroner (link).