Apples kommende mobile betalingsløsning sker i et partnerskab med kreditkortudbyderne American Express, VISA og MasterCard. Det skriver Re/code og Bloomberg. Det betyder, at Apples betalingsløsning vil tilbyde kunderne at integrere deres eksisterende kreditkort på deres telefon, som så kan benyttes til fysiske betalinger. Ikke meget ulig hvad der sker, når man handler i App Store eller iTunes Store, hvor ens kortoplysninger også er lagret, så man ikke skal hive kortet frem hver gang. Nu altså bare udvidet til betaling i fysiske butikker også.

Tidligere har der været rygter om, at PayPal var meget ivrige efter at samarbejde med Apple om en mobilbetalingsløsning.

Det forventes, at Apple vil løfte sløret på det pressevent, der er indkaldt til i næste uge.