I sidste uge meddelte Apple at de havde købt Beats Electronics, der producerer hovedtelefoner og har en musiktjeneste, Beats Music, for $3 milliarder. Et køb der har medført en del undren i visse kredse selvom Beats i USA sidder på 57% af markedet for premium hovedtelefoner til en pris over $100.

Beats er nemlig ikke ligefrem kendt for at producere vellyd, og designmæssigt ligger de også langt fra hvad Apple ellers beskæftiger sig med. Til gengæld har Beats den amerikanske ungdom i et jerngreb. Det handler om coolness og ungdommelighed.

I en ny undersøgelse blandt 10.000 amerikanske elever mener en fjerdedel af Apples køb af Beats vil gøre Apple mere "cool", mens halvdelen mener at købet vil øge Apples popularitet blandt elever og studerende.

Apple sidder i forvejen tungt på den amerikanske ungdom, hvor 61% af alle teenagere har en iPhone, men derfor kan det jo ikke skade at øge populariteten endnu mere.