Apple har ændret algoritmen i App Store på Apple TV således at apps man allerede har købt ikke længere vises i toplisterne. Det betyder at listerne nu varierer fra bruger til bruger, og altså nu kun viser de mest downloadede apps man ikke har. Det er ganske smart, da det fjerner en del støj fra listerne. Har man eksempelvis allerede hentet de 10 bedst sælgende apps, er en top 10-liste jo ikke meget værd, hvis den kun viser apps man allerede har. Ændringen betyder derfor, at apps længere nede af listen nu får mere synlighed, fordi de rykker frem i systemet.

Umiddelbart er ændringen kun gennemført på Apple TV. Hverken på iPhone eller iPad har Apple ændret listerne. Om Apple bare tester konceptet på Apple TV, eller det kommer til de andre enheder også vides ikke.