I Danmark er Ubers måde at drive forretning på som bekendt i strid med lovgivningen. Uber lever ikke op til reglerne for taxa-kørsel og har derfor trukket sig ud af Danmark. I USA er der også ballade, dog på et helt andet plan. Af en ny artikel i New York Times fremgår det, at Uber sidste år forsøgte at snyde Apple og at Tim Cook personligt var tæt på at smide Uber ud af App Store, hvilket Ifølge avisen i praksis ville have ødelagt Ubers forretning. Så galt gik det ikke.

Uber ville - stik i mod Apples retningslinjer - gerne kunne parre alle deres brugere med en bestemt telefon via et digitalt fingeraftryk også efter at Uber-appen blev afinstalleret.

Samme teaktik som VW - snyd dem der tester

Uber fik så den smarte ide, at sætte et såkaldt geohegn op omkring Apples hovedkvarter i Cupertino. Hver gang Uber-appen blev brugt inden for dette geohegn, som altså fysisk dækkede Apples hovedkvarter, var det digitale fingeraftryk usynligt. Uden for Apples hovedkvarter fungere det derimod normalt som Uber ønskede det. Uber sørgede altså for, at deres app overholdt Apples retningslinjer når det var Apples egne folk der testede den, mens ellers ikke gjorde det. Ikke helt ulig VW's metode til test af partikeludslip, hvor der også var pillet ved funktionaliteten i testsituationer.

Uber regnede altså med at Apples ingeniører ikke kunne se at Uber havde indbygget et digitalt fingeraftryk og dermed brød Apples regler. Så dumme var Apples folk dog ikke, så snyderiet blev hurtigt opdaget og det nåede hele vejen op til Tim Cook. Cook ringede til Ubers topchef Travis Kalanick og bad ham komme til Cupertino. Cook skulle have sagt til Kalanick, at hvis ikke Uber ændrede deres app så den var i overnesstemmelse med Apples regler, så ville appen blive smidt ud af App Store. Dette ville effektivt afskære Uber fra hundredevis af millioner potentielle kunder, hvilket de selvfølgelig ikke turde gamble med.