Jeg har testet forskellige udbydere af online backup til Mac. Præmissen for testen er online backup til hjemmebrug. Denne gang er turen kommet til iDrive. Du kan finde de andre testede tjenester og en samlet oversigt her: Test af online backup til Mac

iDrive er et firma med rigtigt mange år på bagen. De startede allerede i internettes unge dage, med at tilbyde online fillagring på et internet-drev, deraf navnet iDrive. Siden har de kastet sig over online backup. iDrive kommer som kun en af to services i denne test ikke med ubegrænset plads. I stedet kan man vælge mellem 2TB eller 5TB. Der er derfor typisk rigeligt med plads til de flestes behov. Men når konkurrenterne tilbyder ubegrænset plads er iDrive her bagud på point fordi man skal betale mere for ekstra plads.

iDrive tilbyder backup af alle ens computere og også af netværksdiske (NAS).

Man kan fjernstyre sin backup

iDrive har som den eneste i testen mulighed for fjernplanlægning af backup. Det vil sige, at man kan sidde på kontoret eller i Spanien, og planlægge hvilke filer, der skal tages backup af på ens hjemme-computer. Det er ret smart. Det er også smart, at man kan få en mail efter hver backup, så man kan se om alt er forløbet som det skal. I det hele taget er dokumentationen i orden. iDrive logger status på samtlige filer, der tages backup af, så man altid kan gå tilbage og tjekke, om en given fil er sikkerhedskopieret eller ej. Det er ret lækkert at blive mindet om succes, men bestemt også fejl, hvis de skulle opstå. Det er ikke noget værre end at man for sent opdager at ens backup ikke har kørt i et halvt år, og at man derfor ikke kan gendanne sine data.

Versionering kunne godt være bedre

Hyppigheden af backuppen er den klassiske én gang om dagen. Det er en fornuftig løsning for langt de fleste. Man kan selv bestemme hvilket tidspunkt på dagen der skal tages udgangspunkt i, og man kan også begrænse sin backup til udvalgte ugedage. iDrive gemmer de seneste 10 versioner af hver backup på deres server. Man kan altså gendanne sine filer i op til 10 dage.

Har man behovet tilbyder iDrive også en funktioner der tager kontinuerlig backup. Det vil sige at lige så snart en fil bliver ændret, så bliver der taget backup af den. Dette gælder kun filer op til 500MB i størrelse. Denne type backup kører uafhængigt at den normale skemalagte daglige backup.

Det er rigtigt godt at iDrive har valgt at tilbyde denne frihed. Dog kunne deres versionering godt være bedre. 10 versioner er lige i underkanten. Når de nu i forvejen har et loft på 2TB burde de tilbyde ubegrænset versionering inden for denne ramme.

Sikkerheden er i top

Krypteringen er standard 256 bit AES-kryptering, og man kan vælge mellem en privat eller en standard krypteringsnøgle. Dette er fremragende for kun ved selv at vælge sin nøgle kan man vore 100% sikker på at andre ikke kan kigge i ens data. Hvor data fysik opbevares fremgår desværre ikke af iDrives dokumentation. Dermed er det ikke til at vide om data ligger i USA og dermed hører under amerikansk lovgivning i forold til myndighedernes adgang til data. Det kan være en deal breaker for nogle. Heldigvis gør den private krypteringsnøgle at man burde kunne være sikker på at ingen andre kan dekryptere ens data uanset om de så har adgang til den.

Rent hastighedsmæssigt er der intet at klage over. iDrive leverer hurtig upload såvel som download.

Styrken ligger i den overskuelige software

iDrives styrke ligger i den overskuelige software, der giver et rigtigt godt overblik over hvad der foregår og hvilke ting man kan indstille. Man er aldrig i tvivl om, hvad man kan indstille eller hvordan man gør det. Appen skæmmes dog lidt af for mange "er du sikker"-spørgsmål, når man laver noget om.

Jeg savner også en statusoversigt fra ikonet i macOS' topbar. Det burde ikke være nødvendigt at have programmet åbent, for at kunne fælge med. Faktisk skal det jo helst bare køre i baggrunden. Netop baggrundskørsel af backup gør, at man lærer at sætte pris på en ordentlig båndbreddebegrænser. Det er rart at kunne begrænse backupen til eksempelvis 10 Mbit. iDrive har valgt ikke at bruge faktiske tal. I stedet kan man angive hvor mange procent af ens forbindelse, backuppen må bruge. Genialt tænkt, da man så ikke behøver vide hvor god ens forbindelse er. Desværre virker det så elendigt, at vi i praksis ikke kan få begrænset båndbredden. iDrive kører for fuld skrue hele tiden, og det lægger en mærkbar dæmper på muligheden for at bruge nettet til andre ting mens backuppen kører.

Man kan tage backup af Time Machine og iOS-enheder

iDrive har en funktion, som ingen af de andre services tilbyder. Det er muligheden for at tage backup af sin Time Machine-backup. Det lyder lidt unødvendigt, men ideen med at have en ekstra backup af sin Time Machine i skyen er rigtig godt tænkt. Det vidner også om, at iDrive tænker på Mac-brugere og de behov vi har. Godt gået. En anden god ting er, at hvis man installerer deres iOS-app, så kan man også få taget backup af indholdet på ens iPhone eller iPad.

iDrive er en rigtig god service, hvis største (eneste) reelle ulempe er at man kun får 2TB plads som standard. Her man brug for mere koster skal man betale væsentligt mere end hvad konkurrenterne tager for det samme. Nu er alt som bekendt ikke penge, og kvaliteten af produktet, kan der ikke sættes en finger på. iDrive er en lækker og overskuelig service, som får mine varmeste anbefalinger.

iDrive kan bestilles her.

Pris: 450 kroner per år for 2TB. 5TB koster 635 kroner.

Plus

- Fjernplanlægning af backups
- Backup af flere computere, TimeMachine og NAS
- Backup af iPhone og iPad
- Email notificering, når backup er færdig eller ved fejl

Minus

- Begrænset mængde lagerplads
- Dårlig statusmenu
- Båndbredebegrænseren virker ikke efter hensigten
- Data muligvis placeret uden for EU