I sidste kvartal af 2014 var det 16% af alle køb på en webshop, der blev foretaget fra en mobiltelefon. Måske lyder det ikke af så meget, men hvis man tænker på hvor mange millioner handler, der foregår online hver eneste dag, og hvis man derudover husker på, at udviklingen på mobil kun går fremad, så er det en langt fra irrelevant omsætning, verdens webshops får fra iPhones og andre smartphones.

Derfor er det heller ikke længere ligegyldigt, om en webshop fungerer på den lille skærm, en telefon er udstyret med. Mange hjemmesider og webshops er stadig designet udelukkende til brug fra en computer, og er derfor alt for store til telefonens skærm. De webshops, der har taget mobil e-handel seriøst har enten fået kodet deres shop om til det der kaldes responsivt design, hvor indholdet tilpasser sig efter skærmen, eller har fået kodet et specielt mobilsite.

Vi vil gerne tage pulsen på de danske webshops og har taget en stikprøve i tre forskellige brancher, hvor vi kigger på hvordan de opfører sig på en iPhone. Vi har valgt en iPhone 5, fordi den har været så længe på markedet at alle webshopejere burde have taget den seriøst som medie.

1. Reelight.com - sælger cykellygter

Reelight.com er en dansk webshop, der sælger specielle magnet-cykellygter. Når man kommer ind på deres webshop på en iPhone 5 ser det forholdsvist godt ud. Deres shop er responsiv og tilpasser sig telefonens skærm. I toppen er der adgang til alt det vigtigste i en webshop: Indkøbskurv, søgefelt, menu og sprogvalg. Det gør det forholdsvist nemt at handle her fra sin iPhone.

2. Nemlig.com - sælger dagligvarer

Nemlig.com er en meget populær online dagligvarebutik, der i dag bringer mad ud i hele København. Da vi gik ind på siden via en iPhone 5 kappedes en masse bokse om pladsen. Der var en cookie-boks og en boks omkring Distortion-festivalen der lå oveni hinanden. Da webshoppen så samtidig ikke er hverken er responsiv eller i en mobil-version, er det samlede indtryk meget rodet og ikke-brugervanligt.

3. Stylepit.dk - sælger tøj til kvinder, mænd og børn

Stylepit.dk er det tidligere Smartguy, og sælger tøj til alle fra en lang række af mærker. Indtrykket på en iPhone er ikke helt så rodet som hos Nemlig.com, men stadigvæk er webshoppen (på trods af at den er ret ny) ikke designet til brug på en telefon og de store image-billeder gør at man skal scrolle en masse for at komme til at shoppe.