Sonos har lanceret et nyt produkt kaldet PLAYBASE. Det er en såkaldt soundbase, det vil sige en flad enhed som man kan stille sit TV på. Enheden kan bære et TV med en vægt på op til 35 kg. Ideen er at man får en bedre lyd end den ofte dåseagtige lyd fra TV'ets egne indbyggede højttalere. Kombinerer du PLAYBASE med to PLAY:1 og eventuelt en SUB, får du ægte 5-kanals surround-lyd. Når ikke PLAYBASE bruges til TV'et, kan den bruges til musik som alle Sonos' andre enheder. Det hele kan selvfølgelig styres via iPhonen.

PLAYBASE har 10 højttalerenheder (6 mellemtone, 3 tweetere og 1 woofer), med hver deres digitale klasse D-forstærker.

Ifølge Sonos er PLAYBASE udviklet fordi de fleste TV står på et møbel og derfor ikke passer så godt sammen med Sonos'anden TV-højttaler, PLAYBAR.

Alternativ til PLAYBAR - men med samme mangler

"Vi har opdaget, at der er en enorm mulighed for at levere fantastisk lyd i et fantastisk design til den store gruppe af hjem, hvor tv'et står på et møbel. Det har været en kæmpe udfordring. Vi har sprænmgt grænserne for design, akustik, materialer, trådløs forbindelse og software, og vi glæder os vildt til, at folk skal tage den med hjem. Vi har skabt et produkt, der ikke alene kan håndtere hjemmebiografens komplekse behov - at levere naturlig lyd, tydelig dialog og bas, der fylder hele rummet - men som også passer perfekt ind i alle hjem," udtaler Giles Martin, Sound Experience Leader hos Sonos.

Sonos har som sagt allerede en TV-højttaler i sortimentet, PLAYBAR, der er beregnet til TV, der hænger på vægen. Da den blev lanceret var det største kritikpunkt, at man kun kunne tilslutte den til TV med en optisk lydudgang. Sonos har desværre lavet samme fejl med PLAYBASE, der således heller ikke har hverken HDMI-tilslutning eller andre muligheder.

PLAYBASE koster 5.999 kr og fås i sort eller hvid. Salget starter den 4. april. Læs mere hos Sonos eller på Sonosguide.dk