Snowy er en ny gratis app der giver Spotify-funktionalitet på Apple Watch. Du kan bruge Snowy som remote til din iPhone eller synkronisere musikken over på Apple Watch så uret kan bruges alene uden iPhonen. Har du musikken liggende på uret kan der afspilles musik i op til 6,5 time på en fuld opladning. Bruger du derimod kun Snowy som remote for din iPhone holder uret fint strøm en hel dag som det plejer.

Snowy kommer med komplikationer så du kan styre afspilningen eller se hvad der spilles lige nu uanset hvilken urskive du bruger. Snowy kan også styres med Siri-kommandoer og man kan vælge at få lyden afspillet via urets indbyggede højttalere. Det fungerer dog bedst på Apple Watch Series 2.

Snowy indeholder også funktionalitet til at logge træningssessioner. Det sker emdda helt automatisk, når man starter musikken i offline-mode. Dette kan slås fra.

For at bruge Snowy på Apple Watch skal du have et premium-abonnement til Spotify. Bemærk i øvrigt at Snowy ikke er udviklet af Spotify men af en uafhængig udvikler.

Snowy hed oprindeligt Spotty, men har ændret navn på grund af en henvendelse fra Spotifys advokater. Det har samtidig udskudt lanceringen, der ellers var planlagt her midt i februar. Hvornår lanceringen sker er uvist, men ifølge udvikleren burde der ikke gå alt for lang tid.

Du kan læse mere på snowy.rocks