Amerikanske og kinesiske forskere har fundet ud af, at man kan bruge Siri, Alexa og andre digitale assistenter med kommandoer der er uhørlige for os mennesker. Det skriver The New York Times. Man kan eksempelvis ringe op til telefonnumre, gå ind på hjemmesider og alt andet man kan bruge de digitale assistenter til.

En teknik benytter høje frekvenser der ikke kan høres at det menneskelige øre, men som de digitale assistenter ikke har problemer med at opfange. Det er nok relativt nemt for Apple og de andre producenter at tilføje et frekvensfilter, der udelukker frekvenser over eller under det normale toneleje, men indtil det sker er der altså risiko for at en angriber kan benytte Siri i din iPhonen uden at du kan høre det.

En anden metode går ud på at gemme stemmekommandoer i musik. Vi mennesker hører bare et stykke musik, mens de digitale assistenter hører en kommando om at gøre et eller andet. Ifølge forskerne er der intet der tyder på at teknikken bruges uden for laboratoriet, men at det bare er et spørgsmål om hvornår det sker.

Det kræver selvfølgelig at Siri er aktiveret og at din iPhone er låst op, da Siris funktionalitet ellers er ret begrænset.

Her kan du se en af teknikkerne demonstreret i praksis. Først udføres kommandoen med hørbar lyd. Herefter ændres frekvensen så den bliver uhørlig for mennesker, men stadig er hørbar for Siri.