I den seneste betaudgave af macOS Sierra 10.12.4 er der fundet kode, der identificerer tre motherboards, der ikke passer med hvad Apple benytter i de nuværende Macs. Koden har ikke været der i tidligere udgave af macOS. Det skriver Pike's Universum.

De tre identifiers er Mac-B4831CEBD52A0C4C, Mac-CAD6701F7CEA0921 og Mac-551B86E5744E2388. Det siger nok ikke ret mange noget som helst. Men ved at tjekke med oplysninger fra Intel er det lykkedes Pike's Universum at slå fast, hvad de hentyder til. Der er med stor sandsynlighed tale om motherboards til tre opdaterede udgaver af de MacBook Pros der kom i efteråret. Det vil sige en 13" uden Touch Bar samt en 13" og en 15" med Touch Bar.

Oplysninger peger på at de vil få de nye hurtigere Kaby Lake-processorer fra Intel med en clockfrekvens der er 0,1-0,2 GHz hurtigere end de nuværende. De vil også have en bedre integreret GPU.

Lanceringstidspunkt

Hvornår Apple lancerer de opdaterede udgaver af de tre MacBook Pros er ikke til at vide, men det sker i hvert fald næppe før macOS Sierra 10.12.4 bliver endeligt frigivet. Det sker formodentligt inden for en måneds tid. Der er dog ingen der siger at Apple ikke venter endnu længere tid med lanceringen af de nye MacBooks. Det er at de optræder i macOS tyder dog på, at det omvendt heller ikke varer alt for længe.

Bortset fra de seneste to opdateringer af MacBook Pro, hvor der er gået længere tid imellem opdateringerne, har Apple traditionelt opdateret MacBook Pro'en engang hver 8-9 måned. Da seneste opdatering kom i slutningen af oktober, skal vi derfor hen i slutningen af juni før der er gået 8 måneder.

En lanceringsdato et eller andet sted mellem marts og juni lyder derfor rimelig. Men lad være med at holde vejret mens du venter. Apple kan trække den længere - det er set før.