Da Apple præsenterede Apple Watch i september 2014 var det langt fra det første smartur på markedet. Allerede året før havde Samsung lanceret deres Samsung Gear. Et smartur der ligesom de fleste fitnessarmbånd og aktivitetstrackere var designet med urkasse og rem ud i et stykke. Apple Watch derimod kom med remme der kunne udskiftes efter behov og smag. Noget Apple har haft kæmpe succes med, men som Samsung ikke lige havde tænkt på. I bedste Samsung-stil er der dog hurtigt blever rådet bod på dette, efter at Apple har vist vejen.

Den slags "inspiration" har vi set før fra Samsungs side. For et par år siden blev Samsung idømt en bøde på omkring $1 milliard for skamløst at have kopieret iPhonen. Nu tager Samsung dog disciplinen til et helt nyt niveau. Samsung forsøger nemlig nu ligefrem at tage patent på en metode til at fastgøre urremme på. En metode der er så kraftigt inspireret af Apple, at patentansøgningen er fyldt med tegninger af Apple Watch.

I patentansøgningen kaldet "Wearable Device" er der omkring ti tegninger af et smartur der uden nogen som helst tvivl forestiller Apple Watch. Det er ikke en søgt sammenligning bare for at kunne hænge Samsung ud. Samsung har nemlig ganske enkelt tegnet Apples marketingsmateriale for Apple Watch af direkte en til en. På intet tidspunkt bliver det nævnt i patentet, at figurerne viser Apples design. Faktisk giver patentet indtryk af, at figurerne bare viser et generisk smartur for referencens skyld.

Foto: Apple/Samsung

Det skal understreges, at det ikke er Apples metode, som Samsung nu forsøget at patentere. Trods alt. Det er dog helt tydeligt, hvor Samsung har deres inspiration fra, og ligefrem bare at kopiere Apples marketingsmateriale virker lidt underligt.

Det er Patently Apple, der er faldet over patenansøgningen. Business Insider er gået i detaljer og har sammenlignet tegningerne i ansøgningen med Apples marketingsmateriale.