Der er røre i smart watch-branchen for tiden. I sidste uge kom det frem, at Pebble bliver opkøbt af Fidbit, der mest er kendt for at producere fitnesstrackere. I går meddelte Motorola, der nu ejes af kinesiske Lenovo, at de helt stopper med at producere smarture på grund af elendige salgstal.

Samtidig meddeler Apples Tim Cook nu til Reuters, at salget af Apple Watch netop har sat rekord. I sidste uge solgte Apple flere Apple Watch end i nogen anden uge i produktets levetid. Cook forventet også at dette kvartal bliver det bedste nogensinde for Apple Watch. Det skyldes selvfølgelig at der er juletid. Ifølge Cook viser Apples egne data, at Apple Watch bliver en af de mest populære julegaver i år.

Apple oplyser af konkurrencehensyn ikke salgstal for Apple Watch, der i regnskabet indgår i kategorien “Andre” sammen med Apple TV, iPod m.fl.

Apple Watch kan købes fra 2.399 kr hos Apple (link).