Et af de punkter der har været debateret mest omkring Apple Watch er batteritiden. Apple har meldt ud at det kan holde til en hel dags almindeligt brug. Nu da de første anmeldelser af Apple Watch har set dagens lys, er det naturligt lige at lave en opsummering.

Umiddelbart bedømmes Apples udmelding til at holde stik. Her er anmeldernes kommentarer på batteritiden.

Nilay Patel fra The Verge, nåede en enkelt dag efter hårdt brug ned på 10% allerede klokken 19.00, men ellers var der ingen problemer.

Geoffrey Fowler fra The Wall Street Journal, mener at batteritiden lever op til det lovede - men nogen dage kun lige akkurat. Ved sengetid er det næsten helt drænet for batteri. Specielt hvis det har været brugt til træningsaktiviteter.

John Gruber fra Daring Fireball nåede typisk ned på 30-40% ved sengetid. En dag var batteritiden over 50%, og en enkelt dag helt ned på 5%. Det sidste betegner han dog som undtagelse efter en hård dags test. Faktisk overraskede det ham, at det overhovedet var noget tilbage.

Ben Bajarin fra Techpinions mener ligefrem at Apple har undersolgt batteritiden. Hos ham holder batteriet nemt en hel dag. Kun en enkelt dag var den nede i nærheden af 20%. Her stod han op klokken 5:45 og gik i seng klokken 22:30. Dagen inkluderede blandt andet en 2 timer lang tenniskamp med uret i funktion. Flere gange kunne han få uret til at holde i to fulde dage.

Lauren Goode fra Re/code, har ikke oplevet at batteriet løber tør. Faktisk løber hans iPhone tør for strøm hurtigere end Apple Watch. En enkelt dag med massivt brug nåede den lige ned på 10%.

Apple Watch kan forudbestilles i udvalgte lande fra den 10. april og går i regulært salg den 24. april.