Hvis du har fulgt med i de tidligere artikler ved du, at jeg er ved at bygge en hjemmelavet Mac - også kaldet en Hackintosh. I de to seneste artikler har jeg skrevet om vigtigheden af at udvælge hardwaren med omhu og er kommet med tre konkrete eksempler på computere. En lavpris-model og Pro-model og den jeg selv har valgt at bygge.

I denne artikel vil jeg komme ind på det praktisk vedrørende samlingen af de forskellige hardwaredele. I virkeligheden er det den nemmeste del i hele processen, så står du nu med alle æskerne er det bare at gå i gang.

Som jeg har skrevet tidligere, består en computeren af disse dele: Kabinettet, strømforsyningen, motherboardet, proccessoren, grafikkortet samt RAM og SSD/HD. De skal så bare sættes sammen på den rigtige måde. Før jeg gik igang med Hackintoshen havde jeg aldrig samlet en computer før. Jeg har skiftet lidt enkeltdele, men aldrig lavet en selv fra grunden. Det gik dog uden nogen som helst problemer, og når jeg kan, så kan du også.

Start med at finde værktøjer frem. Du skal sikkert bare bruge et par forskellige skruetrækkere. Præcis hvilke afhænger af den specifikke hardware. Typisk er det en lille stjerneskruetrækker, det man også kalder en Philips-kærv. En hobbykniv eller en saks, får du sikkert også brug for.

Det første du skal gøre at at pakke kabinettet ud. Tag derefter siderne af så du kan komme til. Sørg for at have en lille skål til skruerne. Lægger du dem løst på gulvet, bliver de væk før eller siden. Typisk vil der være en del kabler i kabinettet. Nogle af dem sidder fast - dem skal du bare lade sidde. Andre ligger løst eller er i en lille pose eller æske - tag dem ud, og læg dem på et bord.

Nu kan du danne dig et overblik over kabinettet og hvad der skal side hvor. I mit tilfælde var det delt i to. Nederste del er til strømforsyning og diverse drev, mens den øverste del er til motherboardet med de andre ting. Det kan selvfølgelig variere alt efter hvilket kabinet, du har købt.

Husk at jorde dig selv

Inden du for alvor går i gang, er det på sin plads med en lille advarsel. Du skal for så vidt muligt prøve at undgå at opbygge statisk elektricitet under arbejdet. Det kan nemlig give processoren et lille stød, der er kraftigt nok til at den kan stå af. Løsningen er at du jorder dig selv ved at røre ved en radiator eller et vandrør etc. På den måde afledes eventuelt opbygget statisk elektricitet til jord. Arbejder man professionelt har man et lille armbånd på, der hele tiden er forbundet til jord, men det er lidt at overgøre det ved en hjemmebygget computer. Har du sådan et armbånd er det fint, men ellers så jord dig selv som beskrevet en gang imellem.

Motherbord

Det første du skal installere i kabinettet er motherboardet. Det har nogle skruehuller, som passer til nogle tilsvarende huller på kabinettet. Det plejer kun at kunne vende på én måde. Motherboardet har en bagplade med diverse porte, som skal vende ud mod bagsiden af kabinettet. For at der kan blive plads til denne, skal du fjerne den plade der allerede sidder i kabinettet, så der bliver plads til motherboardets bagplade. Typisk kan man bare skrue den af.

Skru nu motherboard fast i kabinettet.

SSD

Nu er turen kommet til SSD-drevet og eventuelle andre drev. I mit kabinet er der flere pladser til drev både HD og SSD og de kan sættes i uden brug af værktøj. I andre kabinetter skal de måske skrues fast. Vær opmærksom på at vende dem rigtigt, så portene vender den rigtige vej i forhold til kabelføringen senere.

Processor (CPU)

Nu bliver det lidt mere tricky, så sørg for at holde tungen lige i munden. CPU'en skal først og fremmest vende rigtigt. Den kan heldigvis kun vendes én vej, da den har nogle små huller i hjørnerne. Sørg for at orientere dig, så du ved hvilken vej den skal sættes i, inden du gør det. Vigtigere er det at have en rolig hånd, når du går i gang. CPU'en og motherborader har nogle små ben, der meget nemt bøjer, hvis du er for voldsom. Der er utallige historien om folk der har ødelagt deres helt nye motherboard fordi de har trykket benene skæve. Omvendt skal du heller ikke lade dig skræmme og blive nervøs. Bare sørg for at gøre det stille og roligt.

CPU-holderen på motherboardet har en lille arm, der bruges til at låse CPU'en fast. Start med at åbne den. Tag nu CPU'en mellem tommel- og pegefinger og sæt den lige så stille på plads. Lad være med at bruge magt. Når den sidder rigtigt, skal den ligesom falde i hak. Herefter skal du lukke armen så CPU'en låses fast. Her skal du til gengæld bruge lidt kræfter. Sidder chippen som den skal, sker der ikke noget ved det.

CPU-køler

Når CPU'en er på plads skal du sætte CPU-køleren på plads. Enten den medfølgende blæser eller vandkøler, hvis du har købt sådan en. Det vigtigste her er at sørge for at der kommer termisk pasta mellem CPU og køler. Pastaen skal sikre at varmen bliver overført fra CPU til køleren. Ved den medfølgende køler er pastaen typisk allerede smurt ud på køleren, så du ikke skal gøre andet end at tage beskyttelsen af. Køleren trykkes på plads med fire tappe på motherboardet.

RAM

Sammenlignet med CPU'en er installationen af RAM meget nem. RAM-modulet skal sidde i en af flere aflange porte motherboardet og kan kun vende én vej. Der skal bruges lidt kræfter når du presser det på plads. Sørg for modulet sidder ordentligt før du presser. Sørg også for at de to låsemekanismer i enderne falder i hak, så du ved at modulet sidder ordentligt.

Strømforsyning

Den sidste komponent der skal installeres er strømforsyningen. Typisk skal den sidde i bunden af kabinettet og der burde være lavet huller i kabinettet til formålet, så den er lige til at skrue i.

Forbind alle kablerne

Sidste punkt er at få forbundet alle kablerne. Det kan virke lidt uoverskueligt til at starte med, så det handler om at gå systematisk frem. Der to typer af forbindelse: Strøm og data.

Start med at tilslutte dine drev. De skal tilsluttes med et SATA-kabel til motherboardet og et strømkabel til strømforsyningen. Typisk medfølger der kabler med flere stik, så du kan tilslutte strøm til flere drev med ét strømkabel. Til gengæld skal hvert drev have sit egen forbindelse til motherboardet.

Tilslut derefter kabler til blæsere og kabinettets power-knap. Hvordan det gøres afhænger af det valgte motherboard, så det bedste er at kigge i manualen. Når det er på plads, så tilslut kabel mellem motherboard og eventuelle USB-porte og andre porte der sidder integreret i selve kabinettet.

Forbind eksternt udstyr

Når delene i selve computeren er forbundet, kan du lukke kabinettet og tilslutte eksternt udstyr på skærm og tastatur.

Tænd computeren

Når alt er forbundet, skal du tænde computeren. Hvis ikke der sker noget, må du tage strømmen og gå alt efter en gang mere. Det er ikke unormalt, at man har glemt et eller andet. Gå systematisk frem og tjek at alt er som det skal være.

Virker tingene, så glæd dig til næste afsnit, hvor jeg beskriver hvordan du opsætter BIOS og installerer macOS på din nye computer.

Kommende artikler i serien:

Artikelserien om at bygge en Hackintosh fortsætter med disse artikler: