Kan en Mac se ud som på billedet øverst? Ja, det kan den faktisk godt. Man kalder det en Hackintosh - en hjemmebygget Mac.

Jeg har været Mac-bruger i snart 20 år og har haft adskillige Mac-computere gennem tiden. Både stationære og bærbare. Generelt har jeg været meget tilfreds med kvaliteten og valuta for pengene. Nogle gange mere end andre, men Apple har altid leveret varen.

Alligevel har jeg gennem årene interesseret fulgt med i det uofficielle Mac-miljø og de folk der bygger deres egen Mac. Det man kalder en Hackintosh. En Hackintosh er en gør det selv-computer der kan køre Apples styresystem, macOS. At bygge sin egen computer er en helt normal ting for Windows-brugere. Enhver teenageknægt har vel efterhånden prøvet at købe hardware og bygge sin egen Windows-PC. Men når det gælder macOS er det noget anderledes.

Styrken ved Apples computere er at software og hardware er designet til at spille 100% sammen, så ydelsen altid er i top og der ikke opstår underlige problemer med kompatibiliteten. Det giver til gengæld også en del udfordringer, hvis man vil gøre det selv. Apple tillader nemlig i princippet ikke at man installerer og afvikler macOS på andet hardware end Apples egen. macOS er ganske enkelt ikke lavet til at understøtte andet end Apples egen hardware.

Det uofficielle Mac-miljø leverer varen

Det er her det uofficielle Hackintosh-miljø kommer ind i billedet. For via små hacks, tweaks og ninjatricks kan det nemlig alligevel lade sig gøre at installere macOS på en selvbygget Mac. Det er netop dette scenarie, jeg vil komme ind på i denne artikel og i flere efterfølgende artikler, hvor jeg går mere i detaljer.

Ikke at jeg som sådan vil opfordre folk til at gå uden om Apples egne computere, men fordi der kan være situationer, hvor det giver god mening at bygge sin egen Mac. Min egen indgangsvinkel til projekter er at min søn, der ellers har en iMac, gerne ville have en Windows-computer til at spille på. Det skurrer selvfølgelig lidt i mine ører, men da spil ikke er Mac'ens aller stærkeste side, forstår jeg ham godt. Og når der så alligevel skulle en PC ind i huset, kunne vi lige så godt sørge for at den kunne afvikle macOS, så sønnike trods alt fik et fornuftigt alternativ, når der ikke spilles. Den gamle iMac kan vi så bruge til noget andet.

Inden jeg begynder at gå i detaljer, hvilket vil ske i den næste artikel i serien, vil jeg komme ind på fordelene og ulemperne ved at gøre det selv og bygge sin egen Mac. Hvorfor skal du overhovedet gå i gang? Hvem er det for og hvad koster det?

Fordele ved at bygge sin egen Mac

Den åbenlyse fordel ved at bygge sin egen Mac er, at du har fuld kontrol over hvad du får. Du bestemmer selv om det skal være discount eller pro-grej i topklassen. Om du vil have 4GB eller 32GB RAM og hvilken processor og grafikkort du vil bruge. Du kan prioritere dine midler som du vil. Måske vil du spare på lagerpladsen og satse på god grafik. Måske vil du have en lynhurtig processor og Terrabyte-vis af lagerplads. Det er helt op til dig. Du kan bygge en computer der er 100% målrettet dine behov og de krav du har.

Den anden store fordel er at du kan opgradere efterhånden. I Apples egne Mac's kan du ikke opgradere hardwaren. Det kan du i din egen. Du kan udskifte samtlige dele i din egen Mac efterhånden som behovet opstår, økonomien tillader det eller udviklingen kræver det. Du kan med andre ord holde din computer up to date i længere tid uden behov for at skifte hele computeren.

Den sidste store fordel ved at bygge sin egen Mac er at det er sjovt. Alle ved at en fuglehus man selv har bygget giver en særlig følelse og stolthed - i virkeligheden uanset hvor skævt det er og hvor meget fuglene flyver udenom. Den følelse bliver mangedoblet, når du sidder ved en computer du selv har samlet. I mit tilfælde har det også givet anledning til at sønnike har lært hvad de forskellige dele i en computer kan og hvordan det hele hænger sammen. Som en form for uddannelsesprojekt har det været alle pengene værd.

Mange vil sikkert tænke på prisen som en fordel også. Det er det ikke nødvendigvis - det har i hvert fald ikke været min indgangsvinkel. Jo, det er typisk billigere, men det skyldes oftest at man kan vælge dele af en lavere kvalitet eller undlade dele, man ikke bruger. Vil have have 100% samme specifikationer og kvalitet som Apple bruger er der ikke den store besparelse at hente.

Ulemper ved at bygge sin egen Mac

Den største ulempe er at man må sige farvel til Apples lækre design. Du kan ganske enkelt ikke lave din egen iMac. Vi er mere ovre i afdeling for klassiske skrumler i en større eller mindre kasse og en løs skærm. Det behøver ikke være noget problem, og foretrækker du en klassisk computer, er det måske ligefrem en fordel. Du bestemmer i hvert fald selv formfaktoren, farve etc. En kreation der kan sammenlignes med hvad Jonathan Ive kan præstere får du dog næppe.

Den anden store ulempe er at det hele er uofficielt. Apple vil ikke hjælpe dig med at få tingene til at virke. Der kan og vil opstå problemer. Når det er sagt, skal man heller ikke gøre det værre end det er. Ved at vælge de rette dele og tænke sig lidt om, er det muligt at få en selvbygget Mac, der virker upåklageligt i 99,9% af tiden. Du skal dog være klar over muligheden for, at det ikke er alt der forløber totalt gnidningsfrit. Der skal arbejdes lidt for sagen.

Hvem skal bygge en Hackintosh?

Et Hackintosh-projekt er ikke for folk, der bare vil have en computer der virker ud af kassen. Har du ikke en hvis portion viden, eller mod på at få det, skal du stoppe her. En selvbygget Mac tager mere tid og viden at få op at køre. Det er langt fra uoverstigeligt, men gider du ikke rode med hardware og software, så er en Hackintosh selvfølgelig ikke noget for dig. Køb trygt en af Apples færdige computere og vær sikker på at du får det ypperste Apple kan levere.

Er du derimod nysgerrig og kan du godt lide at rode med tingene selv, så kast dig ud i projektet. Det er både lærerigt og sjovt. Og kikser det fuldstændigt, så kan du altid installere Windows eller Linux på maskinen.

Hvad koster en Hackintosh?

Jeg har allerede været lidt inde på det. Prisen er du sev herre over. Du kan derfor bygge en Hackintosh til nogle få tusinde kroner eller du kan spendere 25.000 kroner på projektet. Det handler udelukkende om, hvad du har brug for.

Den Hackintosh jeg har bygget, kostede i runde tal 8.000 kroner inklusive skærm, men det vil jeg komme mere ind på i den næste artikel, hvor jeg vil skive om hvilken hardware du skal vælge. Jeg kunne sagtens have brugt det dobbelte, da jeg er gået lidt på kompromis nogle steder for at holde prisen nede. Omvendt kunne jeg også have sparet nogle tusinde, hvis det havde handlet om det.

Det korte af det lange er, at du i det store hele kan bygge dig en Mac uanset hvilket budget du har, omend du selvfølgelig får hvad du betaler for.

Sådan kommer du igang med at bygge din egen Mac

Nu er du allerede lidt klædt på til at bygge din egen Mac. Du ved nu hvad det er og kender lidt til fordele og ulemper. I den næste artikel vil jeg komme ind på valg af hardwaren. Selvom jeg skrev ovenfor at der er frit valg, er det nemlig ikke helt rigtigt. I princippet er det, men ved at vælge hardwaren med åbne øjne og på en kvalificeret baggrund, kan du undgå rigtig mange potentielle problemer. Noget hardware fungerer ganske enkelt bedre med macOS end anden hardware. Alt det må du dog vente med at læse mere om til artikel nummer 2 er klar i næste uge.

Kommende artikler i serien:

Artikelserien om at bygge en Hackintosh fortsætter med disse artikler: