Apple arbejder på at lancere en mobilbetalingsløsning allerede dette efterår. Det skriver The Information. Apples nye løsning gør det muligt at betale for fysiske varer med sin iPhone.

I starten af juni skrev vi at Apple var i dialog med flere store amerikanske butikskæder om en mobilbetalingsløsning og denne gang er det Visa som Apple efter sigende forhandler med. Løsningen skulle skære det eksisterende mellemled væk, hvorfor det i teorien skulle blive billigere for både forhandlere og forbrugere. I Danmark vil det sige en løsning der går uden om Nets, der via dankortet stort set har monopol på kortbetalinger i Danmark.

Der er ikke sluppet så meget ud om den tekniske del af løsningen, bortset fra at Apple vil udnytte den såkaldte Secure Enclave i iPhonens A7-chip, til at gemme de financielle data.

Der har i årevis været rygter om at Apple arbejdede på at udvikle mobilbetaling. Først og fremmest drevet af, at Apple har 800 millioner kunder med et Apple ID (iTunes konto). Langt hovedparten med tilknyttet kreditkortoplysninger. Så når man kan betale for apps og musik/film uden at skulle have sit betalingskort op ad lommen hver gang, kan man jo lige så godt også betale for fysiske varer, er rationalet.

At Apple sidste år inkludere en fingeraftrykslæser, og at der er fornyerede rygter om NFC-understøttelse i den kommende iPhone, er bare med til at øge spekulationerne.