For snart to år siden skabte det voldsomt røre i andedammen, da Apple besluttede at droppe mini jack-stikket på iPhone 7. I stedet skulle man bruge trådløse hovedtelefoner eller hovedtelefoner med Lightning-stik. Havde man ikke et sæt af dette, kunne man anvende den medfølgende "mini jack til Lightning"-adapter som Apple inkluderede med hver solgt iPhone. Adapteren ligger også i æsken sammen med iPhone 8 og iPhone 8 Plus samt iPhone X.

Meget tyder dog på, at adapteren ikke vil følge med næste generation iPhones. Firmaet Cirrus Logic, der leverer dele til adapteren, bekræfter nemlig at adapteren ikke bliver en del af standard iPhone-tilbehøret i år, hvilket selvfølgelig går ud over Cirrus Logics bundlinje. Apple vil dog formodentlig blive ved med at sælge adapteren for sig, til dem der har behovet.

Det forventes at Apple lancerer den nye iPhone - med eller uden adapter - i næste måned.