Ifølge en producent af cases og skærmbeskyttere vil den kommende iPhone SE 2. generation få et radikalt anderledes udseende, der minder om hvordan iPhone X er designet. Oplysningerne skulle stamme fra en såkaldt "pålidelig kilde i Kina".

iPhone SE 2 vil således få skærm til kant og også en udskæring i skærmen øverst. Hjem-knappen vil også forsvinde. Det vildeste er at iPhone SE 2 rent fysisk bliver mindre end den nuværende iPhone SE. Den nuværende iPhone SE måler 58,6 mm i bredden og 123,8 mm i højden, mens den nye skulle måle 53,3 mm gange 119,4 mm. Altså 4-5 mm kortere på hver led. Dét bliver en lækker lille sag, med andre ord. Et mockup baseret på de nævnte mål kan ses øverst.

Selvom hjem-knappen altså skulle forsvinde, er der intet der tyder på at iPhone SE 2 får Face ID. Det har der i hvert fald ikke været nogle rygter omkring. Hvordan man så låser den op, står derfor hen i det uvisse. En fingeraftrykslæser indbygget i skærmen kunne være en mulighed.

Oplysningerne skal tages med forbehold, men producenten Olixar tror nok på oplysningerne til at de er begyndt at sælge skærmbeskyttere ned de opgivne mål.